Video : Tipsbladet
Superliga

Simen Nordli forbigået: 'Det er ikke tyveri'

Simen Nordli mener, at Mohamed Elyounoussi er den bedste spiller i Superligaen, og derfor er det også fortjent, at han løber med titlen som Efterårets Profil.

Norsk parløb om stor titel.

Det var tæt mellem de to Superliga-profiler Mohamed Elyounoussi fra FCK og Simen Nordli fra Randers FC, da Efterårets Profil i Superligaen skulle kåres. 

Superliga-trænerne har dog talt: Mohamed Elyounoussi er vinderen. 

Og det er den rigtige vinder, mener Randers-profilen Simen Nordli, som ellers har lavet flest mål i denne sæsons Superliga og også topper assist-listen.

- Jeg synes, at det er helt fortjent. Han er en rigtig god spiller, og jeg synes, at han er den bedste i Superligaen. Så det er meget fortjent. Det er en kæmpe anerkendelse at være med i toppen af sådan en kåring, fortæller Simen Nordli til Tipsbladet. 

Det er dog ikke alle, der mener, at FCK-profilen er den rigtige vinder.

Fanklubben og Stig Tøfting mener blandt andet, at Nordli skulle have vundet.

- Det er selvfølgelig en kæmpe glæde, at de mener, at jeg har gjort det godt, men jeg lægger ikke så meget i det. Elyounoussi er en rigtig god spiller og fortjener det. Men det er selvfølgelig dejligt at få at vide, at man har gjort det godt. Det er det, som det er.

- Jeg har været godt tilfreds med det, som jeg har lavet i denne sæson.

Tipsbladets chefredaktør, Allan Olsen, mener, at det er tyveri, at du ikke vandt. Synes du, at det er tyveri?

- Nej, jeg synes jo, at Elyounoussi er en rigtig god spiller. Han har gjort det godt, og jeg har også gjort det rigtig godt. Det er selvfølgelig hver sin smag, og jeg synes ikke, at det er uretfærdigt, at han vinder. Jeg vil ikke kalde det tyveri. Det er meget hårdt, fordi det er den bedste spiller i Superligaen, der har vundet.

Den brandvarme Randers-profil mener, at det har været en fornøjelse i dette efterår, hvor Randers og Nordli er braget igennem.

- Det har været en rigtig god sæson for mig og holdet. Det har været sjovt at spille, og vi har spillet mange gode kampe. Vi har gjort det godt med de fleste hold, siger Nordli til Tipsbladet. 

Mohamed Elyounoussi vandt med fire stemmer foran Simen Nordli.