Video : Tipsbladet
Superliga

Jubel i Randers: Cheftræneren skriver lang aftale

Rasmus Bertelsen har forlænget sin kontrakt med Randers FC.

Det er kun tre uger siden, at Tipsbladet spurgte Rasmus Bertelsen, om han ikke havde fortjent en ny aftale.

Nu kan Randers FC netop meddele, at cheftræneren har sat sin signatur på en forlængelse frem til 2028.

Det oplyser kronjyderne på sin hjemmeside.

Rasmus Bertelsen har haft stor succes som cheftræner for Randers FC. Den tidligere assistenttræner har formået at bygge et hold, der har fart og dynamik, og som er underholdende - ikke mindst offensivt.

Samtidig ligger kronjyderne godt til i Superligaen og vil med en sejr mod Viborg som minimum ligge nummer fire - maksimalt tre point efter topholdet.

- Vi er utrolig glade for at have forlænget aftalen med Rasmus. Han er en dygtig træner, som også passer godt ind i den strategi, vi har i klubben, herunder i forhold til rekruttering af spillere og udvikling af salgbare spillere. Dette har især vist sig gennem de seneste år, hvor han har demonstreret, at han besidder de nødvendige kompetencer, der afspejler sig i klubbens strategi. Han er en dygtig træner, der står for god og underholdende fodbold, hvilket også har resulteret i mange point dette efterår, siger sportsdirektør Søren Pedersen og fortsætter:

-Udover at være en dygtig træner for holdet, er han også en rigtig dygtig leder i trænerteamet. Han er god til at sætte en retning på kontoret, et voksende kontor, hvor der bliver flere og flere specialister inden for forskellige områder, som skal holdes styr på. At han så har taget hele vejen i vores system, gør det bare endnu bedre i vores optik.

Rasmus Bertelsen er glad for sin nye aftale.

- Jeg er utrolig stolt over at forlænge min aftale med Randers FC og over den tillid, klubben viser til den retning, vi sammen har været med til at sætte for holdet og klubben. I fodboldens verden er der ikke altid plads til de mere bløde værdier, men jeg føler virkelig, at ting som loyalitet, sammenhold og arbejdsglæde vægter højt i vores klub. Det kendetegner faktisk den måde, som Søren Pedersen og resten af klubbens ledelse driver tingene på, og det værdsætter jeg meget, fortæller en stolt cheftræner og tilføjer:

- Sportsligt har vi skabt en fantastisk udvikling de sidste mange år og befinder os nu i en virkelig spændende periode. Det skyldes især den store gruppe dygtige og sultne spillere, vi har, samt et trænerteam, der arbejder rigtig godt sammen og prøver at skubbe til tingene hver eneste dag. Vi skal alle fortsætte med at være ambitiøse, så vi forhåbentlig kan gøre det endnu bedre i de kommende sæsoner.

Rasmus Bertelsen har været i spidsen for Randers FC siden 2023, hvor Thomas Thomasberg skiftede til FC Midtjylland.