Video : Tipsbladet
Superliga

Ny sportsdirektør i Brøndby? "Et spændende job"

I et interview med Viaplay sætter Jesper Fredberg ord på muligheden for at vende tilbage til Superligaen.

Det var en regulær bombe, der sprang i Superligaen, da Brøndby tidligere på efteråret sagde farvel til sportsdirektør Carsten V. Jensen.

Siden da har vestegnsklubben ledt med lys og lygte efter en fuldgod erstatning, og en af de navne, der er blevet bragt i spil, er Jesper Fredberg. 

Den 43-årige dansker forlod sportsdirektørposten i Anderlecht for godt en måned siden og står således uden arbejdsgiver. 

Han har desuden en fortid i danske Viborg og har altså erfaring fra dansk fodbold - umiddelbart en god kandidat til det ledige sæde i Brøndby. 

Og det er bestemt også en spændende mulighed, fortæller Fredberg selv i et stort interview med Viaplay.  

- Jeg synes, Brøndby er en stor klub. Det er en stor platform hjemme i Danmark. Så det er en stor klub og et stort job. Et spændende job også. Det er der ingen tvivl om. 

Har du hørt fra Brøndby?

- Det tror jeg, at jeg holder for mig selv indtil videre. Også fordi det er så nyt det hele. Jeg tror, man skal finde ud af at mærke efter, hvornår timingen er rigtig. 

Kunne Superligaen være interessant for dig?

- Selvfølgelig. Det er noget, man kender, og det er ens hjemland. Det er rigtig spændende. Men det er også rigtig spændende at være i udlandet. Så det handler om projektet, fortæller han til Viaplay. 

Jesper Fredberg var sportsdirektør i Viborg i godt 3,5 halvt år, før han drog til Anderlecht i januar 2023. 

Han har desuden en fortid i Panathinaikos og Omonia Nicosia og har også bestridt flere poster hos AGF. Han afløste blandt andet Brøndbys nuværende cheftræner, Jesper Sørensen,  som assistenttræner for aarhusianerne i 2013. 

Skulle Fredberg ende som ny sportsdirektør i Brøndby, ville det faktisk ikke være første gang, at han har sin daglige gang på Vestegnen. 

Han har nemlig i en kort periode været ungdomstræner i Brøndby - vel og mærke for godt 15 år siden.