FC København fik langt om længe en sejr på kontoen i Conference League.
Torsdag aften vandt FCK 2-1 over Dinamo Minsk i Aserbajdsjan i et opgør, der ikke var for feinschmeckere, men hvor FC København trods alt fik, hvad de kom efter.
Det er da også, hvad cheftræner Jacob Neestrup hæfter sig ved.
- Det var bare det eneste, det handlede om i dag, mod en bøvlet modstander, som vi vidste ville forsvare sig godt. Det har vi set i de andre europæiske kampe, de har spillet, og det gjorde de også i dag, siger Neestrup til FC Københavns hjemmeside og tilføjer:
- Det var en kamp, hvor det var os, der skulle sætte tempoet i spillet, og det formåede vi i sekvenser, men slet ikke over alle 90 minutter, for vi mistede rytmen lidt ofte. Men vi vinder fuldt fortjent, og et eller andet sted var sejren vel aldrig rigtig i fare.
- Vi scorer et flot mål til 1-0, hvor Claesson og Elyounoussi kombinerer godt, og Robert og Claesson har flotte aktioner op til straffesparket, og så er jeg bare dybt imponeret over, at vi i Kevin Diks har en straffeskytte, der kan blive ved med at eksekvere, som han har gjort, og som Diogo gjorde før ham. Det har givet os mange vigtige mål, at vi har de skytter med den usvigelige sikkerhed.
Næste opgave for FC København i Europa er hjemme mod skotske Hearts.