Video : Tipsbladet
Superliga

Bundesliga-klub bejler til Randers-direktør

Ifølge Tipsbladets oplysninger er der konkret interesse i Randers' sportsdirektør fra udenlandske klubber.

Hans flotte, flotte arbejde er ikke gået ubemærket hen.

Siden sommeren 2018 har Søren Pedersen som sportsdirektør stået i spidsen af Kronjyllands stolthed, Randers FC.

Randers har været gennem en imponerende udvikling, hvilket virkelig er kommet til udtryk i denne sæson, hvor man spiller med helt oppe i toppen.

Men det kan godt være, at sportsdirektør Søren Pedersen er til låns.

Tipsbladet kan nemlig fortælle, at Søren Pedersen har konkret interesse fra en Bundesliga-klub, der har henvendt sig. Der har pågået flere samtaler mellem parterne, men det er endnu ikke på et niveau, hvor Randers er blevet involveret.

En Championship-klub har ligeledes vist interesse i den danske fodboldboss.   

I et interview med Tipsbladet fortalte Søren Pedersen forleden, at han så småt er ved at være klar til næste skridt i karrieren.

- Jeg vil sige, jeg er klar til det, men om det kommer til at ske, det ved jeg ikke. Men jeg synes, jeg føler mig godt klædt på til det. Ikke at jeg ikke er tilfreds med at være i Randers eller kan se mig selv i klubben i rigtig mange år fremadrettet, for det kan jeg sagtens.

- Men jeg har personligt udviklet mig meget over de seneste par år i Randers, og det gør selvfølgelig også, at man føler sig klar, hvis der skulle komme en ny udfordring.

- Både herhjemme og udlandet ville være interessant, men som sagt er det ikke noget, jeg bruger voldsomt meget tid på, for jeg er meget optaget af den udvikling, vi har i Randers FC, og jeg er glad for at være en del af den, sagde Søren Pedersen forleden.

Søren Pedersen fortalte ligeledes, at det ledige sportsdirektør-job i Brøndby ligeledes lyder interessant, men meget mere kunne han ikke sige. Læs mere her.

Og det er ikke helt tilfældigt, at Brøndby bliver bragt på banen, for Søren Pedersen er af flere blevet nævnt som en rigtig stærk kandidat til at overtage tøjlerne fra Carsten V. Jensen, der i oktober stoppede på Vestegnen.

Randers ligger i skrivende stund på fjerdepladsen i Superligaen – kun tre point efter FC København på førstepladsen.