Den danske målmand Filip Jørgensen leverede en vanvittig præstation for Chelsea i torsdagens 2-0-sejr over FC Heidenheim i Conference League.
Premier League-klubben vandt 2-0, og det var nærmest udelukkende takket været den 22-årige dansker, der noterede sig for ikke færre end 11 redninger i kampen - flere af dem var deciderede pragtredninger.
Hvis man kigger på statistikken fra kampen, havde Filip Jørgensen "Expected Goals Against" på 2,18, men noterede sig altså for et clean sheet.
De engelske medier falder da også i svime over Filip Jørgensen, der over hele linjen scorer topkarakter. Blandt andre Football London kvitterer med karakteren 9 ud af 10 og skriver "what a performance!".
Også The Sun langer bedømmelsen 9 ud af 10 over disken til Filip Jørgensen.
- Han vil nok føle, at han bør overtage rollen som førstekeeper fra Robert Sanchez, konstaterer avisen.
Filip Jørgensen er reservekeeper i Chelsea, men han står alle andre kampe end dem i Premier League, så det bliver alligevel til en del minutter for danskeren, der torsdag spillede sin kamp nummer syv for storklubben.
Og hvilken én!