Trivela Groups overtagelse af Silkeborg IF har mildt sagt fået en noget blandt modtagelse i Søhøjlandet.
Nu stiller to af klubbens mest berømte fans sig frem i direkte opposition til det amerikanske ejerskab i SIF.
Det drejer sig om skuespilleren Brian Lykke og multitalentet Simon Kvamm, som nu har valgt at sætte deres signatur på en underskriftsindsamling, der har til formål at skaffe støtte til at gå imod salget, som formelt skal stemmes igennem på en genralforsamling den 11. december.
Det oplyser duoen i et opslag på Instagram.
- Som livslange fans af Silkeborg IF er vi ikke blinde for, at penge betyder noget i fodbold, og at også SIF er et kommercielt foretagende, hvilket betyder indflydelse til det lokale og regionale erhvervsliv. Men for os går der en grænse, når man vil sælge aktiemajoriteten i klubben til en amerikansk investeringsfond. Så ryger man simpelthen FOR langt væk fra foreningsånden, lyder det fra Kvamm og Lykke, der fortsætter:
- "Hvis man vil ligge helt i toppen af dansk fodbold, må man gøre det nødvendige for at rejse kapital", lyder argumentet. Men for os er dette en misforståelse af præmissen for en klub som SIF og af os, der er kunder i den såkaldte butik. Vi venter gerne mange år (måske for evigt) på at vinde en titel, hvis det foregår på en præmis, der bibeholder en smule forbindelse til foreningstanken.
- Måske er det faktisk en principiel misforståelse af, hvordan mange af os, der elsker at se fodbold og følge vores hold, har det. For os er vækst ikke svaret på alting. Der må være grænser for, hvor meget man skal se alt i livet som investeringscases.
- I hvert fald skal man ikke tale om det, som om vi ikke har et valg. Der ER et valg, slutter de to Silkeborg-fans.
Artiklen fortsætter under billedet
Én anden, der nok heller ikke er helt begejstret over den aktuelle situation i Silkeborg IF, er Lars Lilholt.
Spillemanden ønsker desværre ikke at stille op til et interview, men han udtalte følgende til Tipsbladet tilbage i maj:
- Det vil ødelægge alt for mig, hvis Silkeborg kommer på udenlandske hænder. Jeg har selv lige købt nogle flere aktier i klubben. Den skal blive på lokale hænder – det tror jeg også, den gør.
Men Silkeborg IF er ved at blive solgt - og nu er der oprør i kendisland.