I morgen offentliggør vi på Tipsbladet vinderen af Efterårets Profil i Superligaen.
De 12 cheftrænere har stemt, vinderinterviewet er i kassen, og snart kan vi fortælle, hvem vinderen er.
Men inden da tager vi et kig tilbage på de spillere, der var kongerne af Superligaen for et år siden.
For det var Nicolai Vallys, Rasmus Falk og en række andre spillere, da vi spurgte de 12 cheftrænere i november 2023.
Siden er det gået vidt forskelligt for stemmetagerne.
Nogle er skiftet til udlandet, andre er stadig blandt Superligaens bedste spillere, og så er der nogen, der bare slet ikke har haft et lige så godt 2024.
Her går vi gennem de 19 spillere, der fik stemmer i Efterårets Profil 2023.
Nicolai Vallys
Brøndby IF
43 point (1. plads)
Point i Efterårets Profil 2024: Nej
Sådan gik det
Vallys er fremragende, når kroppen tillader det, men den har drillet i år.
I foråret var Vallys slidt på vejen mod guldfinalerne, hvor Brøndby lige nøjagtig missede mesterskabet.
Og i denne sæson har Vallys kun været med i 11 ud af 21 kampe og er adskillige gange startet Brøndbys kampe på bænken.
Brøndby kunne i den grad brug en Vallys i topform i foråret og uden skader, for så har det vist sig, at han nærmest automatisk er en af Superligaens fem bedste spillere.
Rasmus Falk
FC København
35 point (2)
Point i Efterårets Profil 2024: Nej
Sådan gik det
Rasmus Falk har på grund af en skade ikke spillet siden FCK's afgørende Europa-kvalifikationskampe i august, og han er savnet på et ustabilt FCK-hold.
Derfor har Falk heller ikke fået point i dette års kåring, og cheftræner Jacob Neestrup må i den grad håbe, at den rutinerede midtbanespiller bliver klar til forårssæsonen.
Alexander Lind
Silkeborg IF
34 point (3)
Point i Efterårets Profil 2024: Nej
Sådan gik det
Lind blev i sommer solgt til Pisa efter en besværlig start på sæsonen, hvor han endte på bænken op til salget til Italien.
Roony Bardghji
FC København
8 point (4)
Point i Efterårets Profil 2024: Nej
Sådan gik det
Blev alvorligt knæskadet undervejs i den sidste måned af forårets slutspil og kommer næppe til at spille igen før sent i denne sæson.
Der venter store beslutninger for Bardghji og FC København, der kun har papir på hinanden i 13 måneder til, hvilket er nul og niks for en ung spiller af Bardghjis kaliber.
Oliver Sørensen
FC Midtjylland
7 point (5)
Point i Efterårets Profil 2024: Ja
Sådan gik det
Sørensen er stadig en hamrende vigtig og dygtig profil for FC Midtjylland, og han har velsagtens været FCM's bedste spiller i 2024.
Oliver Sørensen fik en skade i september, og FC Midtjylland savnede ham i den måned og har heller ikke 100 procent fået Sørensen tilbage på samme skyhøje niveau, som han havde i de første par måneder af sæsonen.
Lukas Lerager
FC København
7 point (5)
Point i Efterårets Profil 2024: Nej
Sådan gik det
Lerager er startet inde det meste af denne sæson men har ikke helt ramt det samme flotte niveau, han havde sidste efterår, hvor FC København imponerede i Champions League sideløbende med hæderlige resultater i Superligaen.
Kamil Grabara
FC København
7 point (5)
Point i Efterårets Profil 2024: Nej
Sådan gik det
Grabara blev i sommer solgt til Wolfsburg i den handel, der allerede blev indgået i begyndelsen af september 2023, så Grabara har selvsagt ikke fået point i denne kåring, når han ikke har spillet i den periode, cheftrænerne ser på.
Jeppe Tverskov
FC Nordsjælland
6 point (8)
Point i Efterårets Profil 2024: Ja
Sådan gik det
Siden placeringen sidste år er Jeppe Tverskov blevet præsenteret som ny spiller i San Diego FC fra nytår sammen med klubkammeraten Marcus Ingvartsen.
FCN havde et flot forår med en Jeppe Tverskov i fornem form, og selv om klubben ikke har imponeret i samme grad i efteråret, er Tverskov fortsat en uhyggeligt vigtig og god spiller for holdet og en markant spiller i Superligaen.
Cho Gue-sung
FC Midtjylland
6 point (8)
Point i Efterårets Profil 2024: Nej
Sådan gik det
Den sydkoreanske angriber var en vigtig spiller for FC Midtjylland på vejen mod mesterskabet, og måske er betydningen af hans fravær lidt overset i dette efterår, for han var god til andet end at score mål.
Har været skadet hele efterårssæsonen og skal virkelig have fart på i genoptræningen for at være fodboldklar til forårssæsonen.
Daniel Wass
Brøndby IF
5 point (10)
Point i Efterårets Profil 2024: Nej
Sådan gik det
Rigtig god i foråret og mere svingende i dette efterår, hvor han også var en kort tur forbi bænken. Nu venter et spændende spil om fremtiden, da kontrakten udløber til sommer.
Patrick Mortensen
AGF
5 point (10)
Point i Efterårets Profil 2024: Nej
Sådan gik det
Scorer stadig relativt regelmæssigt og udfylder en vigtig rolle på AGF's stærke offensive og defensive kollektiv.
Ligesom for Daniel Wass i Brøndby venter en spændende tid frem mod sommer, da Mortensen har kontraktudløb.
Elias Achouri
FC København
4 point (12)
Point i Efterårets Profil 2024: Nej
Sådan gik det
Har været fremragende i kortere perioder i 2024 og lidt for anonym i andre. Ingen er i tvivl om topniveauet. Har været skadet på det seneste.
Frederik Tingager
AGF
3 point (13)
Point i Efterårets Profil 2024: Ja
Sådan gik det
Han er omdrejningspunktet i AGF's defensiv, både når vi ser på 2023 og i år. AGF manglede ham virkelig, da han en overgang i foråret var skadet. Strålende Superliga-spiller.
Ibrahim Osman
FC Nordsjælland
3 point (13)
Point i Efterårets Profil 2024: Nej
Sådan gik det
Han blev solgt for et voldsomt millionbeløb til Brighton på sit flotte efterår i 2023. Det klikkede ikke i samme grad i foråret 2024. Er lige nu udlejet fra Brighton til Feyenoord.
Jacob Rasmussen
Brøndby IF
2 point (15)
Point i Efterårets Profil 2024: Nej
Sådan gik det
Gjorde det godt i foråret og har været en spiller i kikkerten til A-landsholdet, men er dykket i efteråret, hvor resultaterne og spillet har svinget for meget til Brøndbys egen smag.
Rami Al-Hajj
OB
2 point (15)
Point i Efterårets Profil 2024: Nej
Sådan gik det
Rykkede ned i OB's turbulente forår og blev solgt til Plymouth Argyle, hvor han nu spiller Championship-fodbold.
Mathias Kvistgaarden
Brøndby IF
1 point (17)
Point i Efterårets Profil 2024: Ja
Sådan gik det
Kvistgaarden er i den grad kommet i omdrejninger i efteråret, selv om skader igen har drillet Brøndby-angriberen. Nævnes også i forbindelse med landsholdet, selv om konkurrencen på forwardpladserne er hård.
Frederik Alves Ibsen
Brøndby IF
1 point (17)
Point i Efterårets Profil 2024: Nej
Sådan gik det
Fik en meget langvarig skade umiddelbart efter efterårssæsonen, der holdt ham ude indtil anden halvdel af sommeren. Har spillet ti kampe fra start i Superligaen siden august men måtte udgå med en skade i pausen af seneste rundes 2-2-opgør i Haderslev.
Pelle Mattsson
Silkeborg IF
1 point (17)
Point i Efterårets Profil 2024: Nej
Sådan gik det
Har døjet med skader men er også en tydelig gevinst for SIF, når han er kampklar. Han kommer ikke til at spille ret mange halvsæsoner til. Før den står på et skifte til udlandet.