Manglende skarphed foran målet er det altoverskyggende problem for FC Barcelona i øjeblikket.
Det siger holdets træner, Ronald Koeman, efter at have set sine spillere spilde målchancer på stribe i lørdagens udekamp mod Alaves.
- Jeg er bekymret over vores angrebsspil. Vi har ingen problemer med vores indstilling eller koncentration. Vi skal bare være mere effektive foran målet, siger Koeman ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Kampen endte 1-1, og det spanske storhold har nu sat point til i fire ligakampe i træk.
Statistikken bekræfter, at Koeman har grund til dybe panderynker. Ifølge Livescore.com havde Barcelona i alt 21 afslutninger, hvoraf de ti var inden for målrammen.
Læs også:Braithwaite fik et kvarter i nyt Barcelona-pointtab
Dertil kommer 14 hjørnespark mod to til Alaves og en boldbesiddelse på 73 procent.
Ydermere måtte hjemmeholdet spille med ti mand i den sidste halve time, men heller ikke det formåede Barcelona at udnytte fuldt ud.
Antoine Griezmann var dog ene om få bolden i mål i det 63. minut.
Alaves bragte sig foran i første halvleg, efter at Barcelona-målmanden Neto havde fumlet i det.
- Vi forærede Alaves et mål, men når du skaber så mange chancer, og kun scorer én gang, så er det ikke godt nok, siger Koeman.
Læs også:Lørdagens rygtebørs: Tre italienske klubber vil have Eriksen
Efter seks kampe er Barcelona på en uvant 12.-plads i ligaen med bare otte point.
- Vi er nødt til at gøre det bedre foran målet med den sidste aflevering, det sidste skud. Vi har ikke råd til at spilde så mange chancer, siger Koeman.
Koeman havde ifølge Reuters svært ved at skjule sin frustration over de seneste ugers resultater, da han skulle svare på spørgsmål fra pressen om sine dispositioner og ageren på sidelinjen under kampen.
- Hvis I kritiserer mig for, hvordan jeg opfører mig på sidelinjen, så kan vi lige så godt give op, sagde han.
/ritzau/
Læs også:Real Madrid købte ingen i transfervinduet: Januar bliver også helt stille
Læs også:Spansk radiostation: Barcelona kæmper mod at gå konkurs
Læs også:Serie A-boss: Fodbold er tæt på en økonomisk katastrofe