Video : Tipsbladet
Superliga

Esbjerg-boss åben for forstærkninger: Vi holder øje med markedet

Esbjerg fB har fået en skrækkelig start på sæsonen, men det tvinger ikke nødvendigvis sportschefen til at handle. Han vil dog heller ikke afvise det.

Det var ikke en decideret lukning af transfervinduet, men Jimmi Nagel Jacobsen lød som en mand, der ikke havde planer om flere transfers, da han for fire uger til gav interview, efter han havde hentet Viktor Tranberg til Esbjerg fB.

- Det er fodbold, så man skal aldrig sige aldrig. Men vi godt tilfredse med den trup, vi har nu, sagde sportschefen.

Siden har Esbjerg fået en svag start på Superliga-sæsonen og deler aktuelt rækkens sidsteplads med AGF og Silkeborg IF. Holdet har fået bare ét point og scoret ét mål i de fem kampe, det har spillet.

Spørgsmålet er så, om det har fået sportschefen til at revurdere sin udlægning af transferbehovet. 

- Jeg ved ikke, om jeg får travlt resten af august, for jeg synes altid, at jeg er en travl mand. Vi holder øje med markedet, det gør vi altid, men slukket er min telefon ikke, siger Jimmi Nagel Jacobsen til JydskeVestkysten.

Sportschefen har i forvejen hentet Pyry Soiri, Nicklas Røjkjær, førnævnte Tranberg og Mathias Rosenørn til klubben denne sommer. Samtidig har seks spillere forladt EfB, dog kun to fra startopstillingen.