I sidste sæson scorede Emil Nielsen 20 kasser for FC Roskilde i 1. division, og det fik Lyngby Boldklub til at slå kløerne i den 25-årige angriber.
Dermed rykkede Emil Nielsen et trin op i den bedste række, men det har indtil videre ikke været nogen succes, hvis man ser på målkontoen.
Han har således ikke evnet at score et eneste mål i denne sæson, selv om han har haft gigantiske chancer.
Fredag aften misbrugte han en friløber i Lyngbys 1-1-kamp ude mod FC Nordsjælland.
- I fodbold er det indimellem sådan, at man skal kæmpe lidt ekstra for at få bolden over stregen, og det er der, jeg er lige nu.
Læs også:Målscorer Corlu: Vigtigt point betyder meget for os
- Hvis jeg havde tur i den, så havde jeg driblet uden om keeperen og sat den sikkert ind, siger Emil Nielsen.
Den tidligere AGF- og Rosenborg-angriber nægter at lade sig påvirke af situationen, og han tror på, at målene nok skal komme.
- Hvis jeg havde haft marginalerne med mig, havde jeg scoret syv-otte mål nu, og det ville jeg selvfølgelig gerne have gjort - men jeg er afklaret.
- Når det første mål går ind, så tror jeg, at det begynder at rulle, siger Emil Nielsen.
Cheftræneren i Lyngby, Christian Nielsen, har kun rosende ord tilovers for sin ufarlige angriber.
Læs også:Skurken Larsen: Jeg er så uheldig, som jeg kan være
- Emil spiller fantastisk på rigtig mange måder. Han gør alt det, han bliver bedt om. Han er med til at true bagrummet, han arbejder benhårdt i presset, og han giver de andre offensive spillere plads.
- Emil gør alt rigtigt, men han mangler lige den der kasse. Vi under ham det, for han er en god dreng, der arbejder hårdt for holdet, siger Christian Nielsen, som afviser, at Emil Nielsen skal frygte for sin plads.
- Emil har fuld tillid fra alle i klubben, og han skal bare fortsætte med det, han gør nu, for så skal målene nok komme, siger Christian Nielsen.
Selv tænker Emil Nielsen ikke over muligheden for at blive smidt på bænken.
- Det må være op til træneren. Hvis jeg skulle løbe og tænke på, om træneren sætter mig af, så ville jeg ikke holde længe i den her branche, så det tænker jeg ikke på, siger Emil Nielsen.
/ritzau/
Læs også:Lyngby-stopper: Retfærdigt nok med et point
Læs også:Lyngby-boss: FCN er blevet en helt anden klub, end vi vil være