Kenneth Zohore færdig i IFK Göteborg
Illustration
Skandinavien

Kenneth Zohore færdig i IFK Göteborg

IFK Göteborg vil ikke gøre brug af den købsoption på Kenneth Zohore, der er en del af lejeaftalen med Fiorentina.

Den tidligere Brøndby og FC København-spiller Kenneth Zohore holder et meget fint målsnit i IFK Göteborg, som i sommer lejede danskeren i Fiorentina, men alligevel skal angriberen snart på jagt efter en ny klub, skriver GT.

I forbindelse med lejeaftalen sikrede IFK Göteborg sig en købsoption på danskeren, men denne har klubben valgt ikke at benytte sig af, og derfor returnerer Kenneth Zohore til Fiorentina, hvorefter der formentlig venter endnu et klubskifte. Meldingen kommer ikke som nogen overraskelse, da IFK Göteborgs sportschef Mats Gren tidligere har sået tvivl om Zohores vilje på en fodboldbane.

Ifølge GT vil IFK Göteborg ikke bruge penge på Kenneth Zohore, da han for det første er for langt fra topformen, og for det andet minder for meget om Mikael Boman, som allerede er i klubben. Zohores agent, Darryl Powell, har dog ikke fået nogen endelig udmelding fra IFK Göteborg.

- Jeg har ikke snakket med IFK. Jeg venter på, at de skal give lyd fra sig. Han kan lide at spille der, men han har været uheldig og været meget skadet. Alligevel har han bevist, at han er et stort talent med en lys fremtid. Jeg ved, at han gerne vil fortsætte i IFK, siger Powell.

Kenneth Zohore blev matchvinder for IFK Göteborg i sidste weekend i 3-2-sejren over BK Häcken.