Succesen vil ingen ende tage for Bo Henriksen i Mainz 05.
I sidste sæson leverede den danske cheftræner nærmest et mirakel, da han sikrede klubbens overlevelse i Bundesligaen, og også i denne sæson nyder Bo Henriksen og co. stor succes.
Søndag bankede Mainz 05 nemlig Holstein Kiel med hele 3-0 på udebane. Med den sejr er klubben på en aktuel ottendeplads i ligaen - kun ét point fra sjettepladsen, der giver adgang til Europa i næste sæson.
Og succesen skal i høj grad tilskrives den danske cheftræner. I hvert fald hvis man spørger profilen Nadiem Amiri, der scorede Mainz’ første mål mod Holstein Kiel.
- Træneren (Bo Henriksen, red.) har gjort det sjovt igen. Han giver os tro. Selvfølgelig spiller vi på banen, men når du har nogen udenfor, der giver dig den energi, bliver fodbold nemmere, siger Nadiem Amiri til SWR og tilføjer om kampen søndag:
- Vi var modige, vi var godt forberedte. Jeg er meget stolt over, at vi var der med det samme og leverede en meget moden præstation i dag.
Slår klubrekord
Søndagens sejr over Holstein Kiel var som nævnt på udebane, og Mainz 05 er nu ubesejret i hele ni udekampe i træk. Det er ny klubrekord, skriver SWR.
Desuden er der kun ét hold i Bundesligaen, der har hentet flere point på udebane i denne sæson end Bo Henriksens mandskab. Mainz har nemlig hentet 11 point, mens førerholdet Bayern München har taget 16 point på udebane.
- Vi har det godt, når vi spiller på udebane, siger Bo Henriksen selv til SWR.
Mainz 05 skal næste søndag spille på hjemmebane mod Hoffenheim.