Superliga

Stort interview: AaB-direktør i forsvar

Var det et uheldigt person-sammenfald og et dårligt køb, da AaB i slutningen af 2005 købte et bygningskompleks af et firma, hvor AaB's bestyrelsesformand sad i bestyrelsen? På ingen måde, mener AaB's administrerende direktør. Læs hele interviewet her.

Status på Hadsundvej 184 i dag

Tipsbladet: Hvad er status på ejendommen nu. Hvad er den værd?
- Værdisætning er en svær størrelse. Ingen mennesker i verden kan spå om ejendomme. Det er hele verdens problem. De er værdisat i vores regnskab til omkring 97 millioner. Det er vi meget sikre på, at de er værd. Og godt og vel. Det er ikke det, der er vores udfordring.

Tipsbladet: Nej, det er vel at få dem solgt?
Ja, for vores strategi har aldrig været, at AaB skulle eje ejendomme. AaB har aldrig skullet være ejendomsbesidder. Vi ville kun købe det med henblik på en kort udviklingsproces og så videresalg. Vi vil ikke have det til at stå i vores balance. Vi vil ikke have det til at stå i vores bøger. Det har aldrig nogensinde været vores finansielle fundament at få det på plads, men først at hente en gevist på 20 millioner kroner og siden sælge den anden bygning, det syntes vi var godt og fornuftigt ud fra et AaB-perspektiv.

Tipsbladet: Hvordan er perspektiverne med at få Etape 2 solgt?
- Vi læner os ikke bare tilbage og siger, at nu er der finanskrise, og så er der ikke noget at gøre ved det. Selvfølgelig ikke. Punkt 1 arbejder vi på at sikre, at aktivitetsniveauet i bygningen er højt. Der er vi på vej. Jo mere et kommer i top, jo større er muligheden for, at der kommer nogen forbi og siger, at det er en rigtig spændende ejendom at købe. Kan vi ikke sælge den helt, kan vi måske sælge den delt. Det overvejer vi også. Jeg tror, at der kommer til at ske noget næste år.

Tipsbladet: Hvilke konsekvenser har det, at midlerne er bundet op i ejendommene? Det er noget med, at I har været ude at låne penge til lønninger?
- Man har altid lånt penge til lønninger. Jeg kender ikke nogen dansk virksomhed, som ikke har en kassekredit på de her ting. Det er et spørgsmål om, hvordan man ligger tingene op. Det svarer til at sige, at vi også har lånt penge til bygningerne. Ja, hvem har ikke det?
De færreste af os, som køber fast ejendom, har betalt for den kontant. Forskellen er, hvilke midler, der ligger frit, og vi kan jo altså ikke betale med mursten.

- Vi har en stor og stærk egenkapital, men likviditet er ikke det, der er mest af, for den er jo bundet. Men igen: Find en virksomhed, hvor egenkapitalen er likvid. Det findes jo næsten ikke. Selvfølgelig har vi kassekredit, så det er en underlige drøftelse. Men rammen for kassekreditten begynder da at stramme, hvis ikke der kommer penge ind. Det siger sig selv. Så er man nødt til enten at få en større kredit eller sælge sine aktiver. De største aktiver, vi har er bygninger, eller måske spillerne. Men alt er imod lige nu. Det gør det vanskeligt.

Tipsbladet: Der skal vel gerne snart ske noget?
- Ja, selvfølgelig skal der det. Vi kan jo ikke sige minus 45 millioner en gang til, som vi meldte ud siden. Det siger sig selv. Vi vidste, at 2009 ville blive et meget skidt år. Det meldte vi ud i sidste fondsbørsmeddelelse, og det er der sådan set ikke ændret noget ved. Vi havde budgetteret med et større tocifret millionunderskud. Efter første halvår var vi langt henad vejen på niveau. Vi var i hvert fald inden for skiven af det resultat. Efter tredje kvartal melder vi ud, at vi får et underskud på godt 20. Allerede på det tidspunkt begynder det at gå galt, for der ser vi tydeligt tegnene på finanskrisen. Den rammer sent. Vi ved godt, at den er der, men den første gentegning går egentlig meget godt  der ved nytår. Siden er det kun gået en vej på sponsordelen og alle de aktiviteter, der relaterer sig til at snakke med kunder.

- Det begynder at gøre ondt, så på den ene side har vi et finanskriseproblem. Vores styringsmekanisner på de indre linjer var heller ikke helt i orden. Det har affødt, at vi fik ny økonomidirektør og har ændret andre ting. Det har en oprydningsmæssig pris, og den lagde vi ind i vores resultater også. Den kommer ikke igen, for det er oprydning, men den tager vi samtidig med også.

- Den sidste del er, at vores sportslige inden for det sidste år ikke har været helt det, vi har drømt om. Vi blev ud af Europa Cup'en, inden vi startede, vi blev klippet ud af pokalturneringen, inden vi startede, og vi blev nummer syv efter foråret, ligesom vi også lå nummer syv anden gang, vi talte penge. Det koster altså rigtig mange penge.

Tipsbladet: Er ejendomsmarkedet ikke blevet særdeles svært her efter finanskrisen?
- Det sådan set derfor, at vi står nu og ikke er i stand til at videresælge ejendomme nu. Der er nogle, der vil købe dem, men der er ikke nogen, der kan låne penge. Det er den virkelighed, verden er i i dag. Der udlånes stort set ikke penge til erhversejendomme. Der sælges heller ikke erhvervsejendomme og der er ikke blevet solgt nogen meget længe. Så står vi med sådan nogle bygninger, og vores udfordring er at udnytte dem mest optimalt.

Tipsbladet: Hvordan går det så med at drive bygningerne?
- Der kan jeg sige, hvad angår college og etape 2, at der er vi virkelig på rette spor. College nærmer sig en break even-situation.

- College kan vi ikke undvære, for ellers går de bedste unge bare til FC Midtjylland og andre steder, og så har vi set den sidste Enevoldsen i vores system.

- Vi har heller ikke været dygtige nok til at drive tingene her. I nogle sammenhænge har vi ikke været konsekvente nok, og i andre sammenhænge har vi ikke været dygtige nok. Vi har kigget organisationen igennem og foretaget en del rationaliseringer og effektiviseringer, som får 2010-effekt. Derfor sidder jeg også lidt mere roligt og forventer ikke at komme til at stirre på et underskud på 40-50 millioner igen.

Men indtil I får solgt har I nogle renter, der skal betales på det her?
- Ja, sådan er det. Man kan jo ikke låne pengene gratis. Renten er heldigvis noget af det laveste, der findes for øjeblikket. Også for os. Jeg vil ikke citeres for, at vi har en god aftale, for jeg vil altid have en bedre, men jeg har kendskab til nogen, der har dårligere aftaler. Men hvis min bank fandt ud af, at jeg synes, at jeg har en god aftale, ville de synes, at den skulle være dårligere. Vi har en fair aftale med vores bank, i forhold til den situation vi står i.