Video : Tipsbladet
Landshold

Advarer FCK-stjerne: 'Smuttede efter fem minutter'

Der venter noget af en oplevelse for Kevin Diks, når han skal spille for det indonesiske landshold. Det fortæller dansk-filippineren Kevin Ray Mendoza, der til dagligt spiller klubfodbold i Indonesien.

Indonesien og fodbold. 

Det er normalt ikke to ting, som man forbinder med hinanden. 

Ikke desto mindre er der hele 270 millioner indbyggere i det asiatiske land, hvor en del faktisk går op i fodbold. 

FCK-stjernen Kevin Diks har netop annonceret, at han vil tørne ud for Indonesiens landshold, men hvad venter der FCK-profilen? 

Den tidligere Superliga-målmand Kevin Ray Mendoza spiller til dagligt i den bedste indonesiske række for PERSIB Bandung, og han kender derfor godt til den indonesiske fodboldkultur. 

- I Indonesien går de rigtig meget op i fodbold, og det er meget asiatisk. Hvis de ser én, som de har set i tv'et, vil de have billeder. Det er ikke som i Danmark, hvor folk er mere sky. Fodboldspillere er bare store i Indonesien, især angående landsholdet, siger Mendoza stålfast i et interview med Tipsbladet. 

Jeg skal tænke over det, hvis jeg skal tage i et shoppingcenter, om det er med kasket og solbriller.

Kevin Ray Mendoza
PERSIB Bandung-målmand

At Kevin Diks har valgt at stille op for Indonesien, er en styrkelse af landsholdet, vurderer Mendoza. Kevin Diks' valg af Indonesien er dog et led i en større trend, hvor det sydasiatiske lands fortid som hollandsk koloni spiller ind. 

- Jeg tror, at det er stort, men der er sket et stort skifte på det indonesiske landshold på det seneste. Det seneste halve år er det nærmest kun hollændere, der spiller for landsholdet, som har blod fra Indonesien. Diks er en stor spiller, men jeg tror, at det største emne er, at der kommer så mange hollændere på det indonesiske landshold.

- Nogle er lidt skeptiske om det, andre kan godt se, at det går godt, og Indonesien kan udfordre nogle af de større landshold. Det er fedt at se. Jeg tror, at det glæder mange indonesere.

- Landsholdet har faktisk nogle gode spillere, men jeg tror helt sikkert, at Kevin Diks bliver en profil på landsholdet.

Kevin Diks skal forvente lidt af hvert, når han bliver en del af indonesiske landshold. Foto: Alamy

'Smuttede efter fem minutter'
Mendoza har haft mange vilde oplevelser med indonesiske fans, og peger på, at Diks godt kan forvente at blive jagtet på gaden af fodboldgale fans. Selv fik den tidligere Superliga-målmand et kæmpe boom i følgere på Instagram med skiftet til Indonesien.

- Det er voldsomt. Der er ekstremt meget opmærksomhed på én, når man er fodboldspiller. Folk kender én overalt, selvom jeg tager til en anden by. Det er ekstremt. Det er selvfølgelig noget andet på landsholdet. Det er ekstremt, da alle går så meget op i det. De er meget aktive på de sociale medier, siger den tidligere AC Horsens-målmand og tilføjer:

- Min klub er en af ekstremerne i forhold til klubplan, fordi vi har flest fans. Jeg bor i Bandung, og alle kender mig. Jeg skal tænke over det, hvis jeg skal tage i et shoppingcenter, om det er med kasket og solbriller.

- Jeg var engang i et shoppingcenter på en søndag, og der kunne jeg ikke gå rundt, uden folk skulle tage billeder med mig hele tiden. Der smuttede jeg efter fem minutter, det var for meget. 

30-årige Kevin Ray Mendozas klub er nummer fire i rækken. 

De sidste formaliter mangler at komme i orden, før Kevin Diks kan komme i aktion for det indonesiske landshold. Diks har dog mulighed for at debutere i næste måned i forbindelse VM-kvalifikationskampene mod Japan og Saudi-Arabien.