Video : Tipsbladet
Landshold

Hjulmand drømmer stort: Sigter efter noget større

Morten Hjulmand ser skiftet til Sporting Lissabon som et springbræt til en større adresse.

Tipsbladet i Helsingør.

Morten Hjulmand var en eftertragtet herre i løbet af sommerens transfervindue. 

AC Milan og Dortmund var blot nogle af de klubber, der var kædet sammen med danskeren i medierne.

Det endte dog med at blive Sporting CP, der løb med danskerens underskrift. 

På trods af at bejlerne var mange til Morten Hjulmand, så var der kun én klub, som til syvende og sidst gjorde alvor af deres interesse.

- Her mod enden var det kun Sporting, der var inde i billedet. Fra man læser noget i medierne, og til der kommer et konkret tilbud, der kan der godt være et stykke vej, siger Morten Hjulmand. 

Morten Hjulmand ser Sporting som et springbræt til noget endnu større, og det var da også derfor, at valget faldt på Lissabon-klubben. 

- Sporting har en klar historik med at skyde spillere afsted til større adresser i Europa, og de spiller med et ungt hold, siger midtbanespilleren. 

- Man sigter altid efter noget endnu større. Så man kan godt sige, at Sporting er et skridt på vejen mod dét, men lige nu skal jeg lige spille mig på holdet her. 

Og selvom det snart er en måned siden, at skiftet blev officielt, så er Hjulmand ikke helt faldet på plads i Portugal.

- Jeg bor stadig på hotel. Vi får først hus den 1. oktober.

- Min oplevelse af den portugisiske kultur har været rigtig positiv. Den minder lidt om den italienske. Nu har vi spist et par aftener inde i Lissabon, hvor vi har været inde og spise, og det har været en fantastisk følelse.

Her kunne man godt være fristet til at tro, at Morten Hjulmand ikke har kunne spise i ro og fred, da folk i byen ville genkende ham. Men det har ikke været tilfældet.

- Det er ikke så voldsomt faktisk. Det er de færreste spillere, der bor i centrum, men det er på grund af trafik og larm.

- Jeg kan sagtens gå rundt med min kæreste i fred og ro. Det er sjældent, at jeg bliver genkendt. Men det er måske fordi, at der er mange turister i august. 

Morten Hjulmand kom til Portugal fra en tilværelse i Italien, hvor han var anfører for Lecce i Serie A.