I 2016/17- og 2017/18-sæsonen stiftede Zlatan Ibrahimovic bekendtskab med Paul Pogba, da svenskeren og franskmanden spillede sammen i Manchester United.
Førstnævnte skiftede siden til amerikanske LA Galaxy, og nu meldes sidstnævnte også på vej videre i karrieren.
Real Madrid og Juventus lurer således på midtbanespilleren, som selv har udtalt, at han er klar til en ny udfordring, og Ibrahimovic mener, at klubben bør opfylde Pogbas ønske.
- Jeg synes ikke, at det giver nogen mening at beholde ham, hvis han ikke vil blive. Man skal lade ham gå, hvis han vil spille et andet sted, og så kan man hente en ind, som gerne vil være der, siger Zlatan til BBC og tilføjer:
- Man vil ikke have en spiller, som ikke vil være i klubben. Det er en kompliceret situation. Det bedste, man kan gøre, er at forstå, hvad det bedste er for klubben.
Ifølge flere engelske medier, herunder Daily Mirror, forlanger Manchester United mere end 1,5 milliarder kroner for Pogba.