Lasse Vibe sikrede Danmark et point i Albanien
Illustration
EM

Lasse Vibe sikrede Danmark et point i Albanien

Danmark var bagud i første halvleg mod Albanien, men hentede trods stor besvær et enkelt point i EM-kvalifikationens anden kamp.

Efter den snævre 2-1-sejr over Armenien i september måtte Danmark igen lørdag aften sande, at EM-kvalifikationen bliver en hård kamp om point.

Efter Albanien havde bragt sig foran 1-0 i første halvleg blev det opad bakke for danskerne, men med ti minutter igen fik Lasse Vibe udlignet til kampens resultat: 1-1.

Danskerne var i det hele taget på hælene i kampens første halvleg, hvor de mange personlige fejl viste sig vigtige for kampens udvikling.

Efter 24 minutter tabte Pierre-Emile Højbjerg nemlig bolden på midten af banen, og da Ermir Lenjani kort efter fyrede af fra kanten feltet, tog skuddet Simon Kjærs hæl og sneg sig uden om Kasper Schmeichel i målet til en albansk føring.

Yussuf Poulsen, der denne lørdag fik sin landsholdsdebut, kæmpede bravt oppe foran, men blev i pausen udskiftet med Lasse Vibe, og det skulle på den lange bane vise sig at være rigtig effektfuldt.

Efter 56 minutter fandt Christian Eriksen kantspilleren i dybden, hvor han forsøgte at spille den ind til Nicklas Bendtner. Her fik anfører Lorik Cana en fod på indlægget, der nu tog den ene opstander og til sidst endte i favnen på den albanske målmand.

Få minutter efter var Albanien dog tæt på at komme yderligere i front, da målscorer Lenjani fandt Bekim Balaj i feltet, men angriberens hovedstød gik heldigvis snært forbi den ene stolpe.

Danskerne var dog langt mere dominerende i anden halvleg, og Morten Olsen smed endnu en debutant, Uffe Bech, på banen i jagten på den udlignende scoring, mens albanerne blev ved med at have tilbud i den anden ende, som da Lenjani havde et nærgående forsøg efter 72 minutter. 

Men med ti minutter igen faldt scoringen: Nicklas Bendtner driblede sig igennem feltet og blev til sidst fældet, men i stedet for at dømme straffe lod dommeren fordelsreglen gælde, så Lasse Vibe kunne udligne med en scoring fra tæt hold.

Til slut havde Lasse Vibe igen en kæmpe chance tæt under mål, men kantspillerens skud blev afværget af målmand Berisha. Alligevel topper Danmark fortsat Gruppe I med Albanien på andenpladsen.