Video : Tipsbladet
Bundesliga

Dyster melding om Wahid Faghir

Wahid Faghir er fortsat i VfB Stuttgart, men det lader ikke til, at han skal gøre sig nogen som helst forventninger om at bryde igennem der.

Wahid Faghir er havnet i lidt af en kattepine i tyske VfB Stuttgart. 

Den stærke angriber er fortsat på kontrakt hos Bundesliga-klubben, men er milevidt fra spilletid og meldingen fra Tyskland er ikke just opløftende. 

I hvert fald ikke hvis man skal tro på lokalmediet Stuttgarter Nachrichten, der har oplistet tre scenarier for Faghir, som slet ikke indgår i træner Sebastian Hoeness' planer. 

- Der skal snart tages en beslutning omkring fit Faghir, skriver mediet og fortsætter:

- Der er kun tre muligheder: Enten skal han udlejes eller sælges til en liga, hvor transfervinduet - modsat Tyskland - stadig er åbent. Eller også skal angriberen, der har kontrakt med Stuttgart frem til 2026, spille for U21-holdet i tredje divsion. Tredje mulighed vil være en ophævelse af kontrakten, som tilfældet var det med Ömer Beyaz, lyder det.

Dermed skal man altså ikke regne med, at Wahid Faghir kommer til at få Bundesliga-minutter for Stuttgart lige foreløbig.

Om det er holdbart for Faghir, der allerede har en del seniorerfaring, at spille U21-fodbold på tredjehøjeste niveau er tvivlsomt, men han har stadig muligheder i andre lande, hvis der er konkret interesse, og enderne kan mødes. 

For eksempel er transfervinduet stadig åbent i Kroatien, Østrig, Belgien, Tyrkiet, Polen og Grækenland for bare at nævne nogle lande. Derfor giver det mening at holde øjnene åbne de næste dage.

Wahid Faghir var i sidste sæson udlejet til SV Elversberg i 2. Bundesliga, og her blev det til tre scoringer i en skadesplaget sæson, der bød på i alt 18 kampe.

Få det store overblik over alle sommerens bekræftede handler i Superligaklubberne lige her.