Video : Tipsbladet
Europa League

Manchester United på plads i Midtjylland

En række af verdens største klubber kommer forbi MCH Arena til aftenens Europa League-kamp, og denne gang er det nok ikke for at se hjemmeholdets spillere.

HERNING (Tipsbladet): Hvad har Manchester United, Paris Saint-Germain, FC Barcelona og Tottenham Hotspur til fælles?

Ud over at være gode bud på klubber, der skal med i en global lukket Super League, hvis sådan en turnering nogensinde bliver til noget, skal de til fodbold torsdag aften i Herning.

Ifølge Tipsbladets oplysninger er disse klubber og en række andre gode navne som eksempelvis Leicester, Borussia Mönchengladbach, Villarreal og FC Köln på plads, når der i den fugtige aftenkulde en sen torsdag her i november spilles Europa League-fodbold mellem FC Midtjylland og Eintracht Frankfurt.

Der er tidligere i 2024 blevet spottet klubber af samme kaliber og med samme tyngde i transferbudgetterne i Herning, da Darío Osorio, Franculino og Oliver Sørensen er tre gode bud på spillere, der kan ryge afsted fra FC Midtjylland i 2025 for store millionbeløb til de største ligaer i Europa.

Men ud over Oliver Sørensen, der trænede fuldt med onsdag, kommer de besøgende scouts og klubfolk kun til at kunne hilse på Franculino og Darío Osorio såvel som deres holdkammerater Aral Simsir og langtidsskadede Cho Gue-sung, da disse offensive profiler er ude af torsdagens opgør.

Foto: Alamy

Til gengæld er Frankfurts forward Omar Marmoush glohed efter 11 mål i 11 ligakampe og forrygende spil for storklubben, og Manchester United er én af de klubber, der er sat i forbindelse med den egyptiske angriber, der naturligvis også bonger ud på listerne hos adskillige andre af Europas rigeste klubber.

Manchester United har for nylig fået Ruben Amorim som ny cheftræner efter enorm succes hos Sporting Lissabon, og efter Amorims skifte er United sat i forbindelse med en lang række spillere, blandt andet til forreste kæde, hvor Rasmus Højlund i sin halvanden sæson i klubben ikke har fået tilstrækkelig hjælp og service af holdkammeraterne.

Frankfurt kommer også med den tidligere Vejle-spiller Hugo Ekitiké, der har gang i en fin sæson som Marmoush' meget hurtige sidemand i angrebet. Han skiftede permanent til den tyske topklub i sommer efter et lejemål i sidste sæson fra Paris Saint-Germain.

FCM-cheftræner Thomas Thomasberg tror meget på Adam Buksa og hans chancer for at blive en vigtig målscorer for FCM – læs om det her.