Video : Tipsbladet
Champions League

Dansk bomber sænker spansk klub i Champions League

Danske Mika Biereth scorede kampens eneste mål, da Sturm Graz slog Girona i Champions League.

Kasper Dolberg er ikke den eneste danske angriber, der lige nu er brandvarm ude i Europa. 

I Østrig går det nemlig også glimrende for U21-landsholdsspilleren Mika Biereth, der onsdag blev matchvinder i Champions League-opgøret mellem Sturm Graz og La Liga-klubben Girona. 

Den 21-årige Mika Biereth kom på tavlen i det 59. minut, da den danske skarpretter kom først på en returbold fra Girona-målmand Paulo Gazzaniga. 

Flere scoringer kom der ikke i opgøret, og dermed sikrede Sturm Graz sig klubbens første point i Champions League i denne sæson. De østrigske mestre tabte deres fire første kampe mod Brest, Club Brugge, Sporting og Dortmund. 

Mika Biereth var ikke den eneste dansker, der kom i aktion for Sturm Graz i aftenens sejr. Både Tochi Chukwuani og William Bøving var også med fra start i opgøret mod Girona. 

Med scoringen mod spanierne fik Mika Biereth fulgt flot op på sin imponerende præstation i lørdags, hvor danskeren leverede to mål og tre assister i 7-0-sejren over Klagenfurt i den østrigske liga. 

I alt har Mika Biereth scoret 10 mål i 14 ligakampe for Sturm Graz, hvilket gør den danske bomber til aktuel topscorer i den østrigske Bundesliga. 

Du kan se Mika Biereths scoring mod Girona i afspilleren øverst i artiklen.