Real Madrid har de seneste år nydt godt af flere brasilianske profiler, og en af dem er Rodrygo, men hvis tingene var gået lidt anderledes for nogle år tilbage, var han måske slet ikke landet i den spanske hovedstad.
Jürgen Klopp ville nemlig gerne hente Rodrygo til Liverpool i løbet af 2017.
Og den daværende Liverpool-manager spottede det dengang 16-årige stortalent på en noget spøjs måde. I hvert fald hvis man skal tro Nick Arcuri, der var agent for Rodrygo dengang.
- Da Rodrygo skulle skrive under på en kontrakt med Santos som 16-årig, ringede en Liverpool-direktør og sagde, at Klopp kendte til spilleren og havde været ovre for at se ham. Han (Klopp, red.) var gået på YouTube og havde søgte på “talenter fra Brasilien”. Rodrygo var dukket op.
- De kontaktede, og Liverpool-direktøren ville signe Rodrygo, sagde agenten for år tilbage ifølge TalkSPORT.
Men Rodrygo havnede altså aldrig i Liverpool. Santos’ daværende træner, Elano, har siden fortalt, at Liverpool og Santos var stort set enige om en handel til tre millioner euro, svarende til 22,5 millioner kroner, men at han gik til bestyrelsen for at dræbe handlen. En mission, der lykkedes.
Og det var altså godt for Santos.
Et år senere skiftede han til Real Madrid, der betalte hele 337 millioner kroner for Rodrygo. De mange millioner har dog været godt givet ud, for han har leveret 57 mål og 43 assister i 231 kampe for madrilenerne.
Onsdag aften mødes netop Liverpool og Real Madrid i Champions League, men det bliver uden Rodrygos deltagelse. Han er skadet.