Han har været den foretrukne landsholdsangriber i snart en håndfuld år, men Nicolai Jørgensen har ikke fået spilletid for Danmark siden kampen mod Irland i juni og er heller ikke udtaget til de kommende kampe mod Schweiz og Luxembourg.
Skadesproblemerne bliver ved med at vende tilbage for den danske angriber, der endelig var i spil, da Feyenoord spillede mod Den Haag i midten af september, men som ikke har fået minutter i Feyenoord seneste tre Æresdivisionkampe.
Torsdag spiller Feyenoord i Europa League mod FC Porto, og i den anledning gav Feyenoord-træner Jaap Staam onsdag en status på Nicolai Jørgensen ved et pressemøde.
- Nico trænede med i dag, men havde stadig problemer. Senere i dag snakker vi om, hvorvidt han er tilgængelig, sagde Jaap Staam om Jørgensen ifølge Feyenoords Twitter-profil.
28-årige Nicolai Jørgensen har i denne sæson fået et 28 minutters indhop i Æresdivisionen og 12 minutter i en reserveholdskamp.
Jørgensen har spillet 39 landskampe for Danmark og scoret ni mål.