Video : Tipsbladet
Generelle

- En bismag af bonderøv i de københavnske saloner

FC Midtjylland-fan Thomas Schouv Jakobsen vurderer her FC Midtjyllands første 11 kampe i sæsonen, som øvrige fans fra Fanklubben har gjort det i sidste uge. Altså ser Thomas Schouv Jakobsen bort fra seneste kamp, der endte med et nederlag til Sønderjyske.

FC Midtjyllands første halvdel af grundspillet lader sig ret let summere op: Det har været godt. Over forventning, vil jeg sige, men jeg er også pessimist - sådan er det nok for mange fodboldfans, brændt barn skyr ilden, og man ved af bitter erfaring, at en sejr i Bratislava aldrig er hjemme før sidste fløjt.

Nu handler det ikke om en misset plads i Champions League, men om Superligaen, og her er ét nederlag og et pointsnit på 2,2 i første gennemspilning af grundspillet rigtig pænt i FC Midtjylland.

Det er en vanskelig disciplin at kombinere augusts nervepirrende europæiske kvalkampe med koncentration og resultater i Superligaen, men det lykkedes i år, og det bør alle mine midtjyske våbenbrødre være stolte over og glade for. At spillet så ikke altid - ja, i første halvdel af kampene nærmest aldrig - var specielt imponerende, det har vi hørt før. Midtjyllands direkte spil med masser af dueller og ramasjang i begge ender har en bismag af bonderøv i de københavnske saloner. Intet nyt på Østfronten.

Vi mangler at se den dyre, unge ecuadorianer træde ind på den midtbane og fungere som et rimeligt alternativ til Oliver Sørensen og Martínez.

Thomas Schouv Jakobsen
FC Midtjylland-fan

Den største positive overraskelse hos os må være Ousmane Diao. En ung mand, godt nok velkendt fra Mafra, men alligevel helt uprøvet i Superligaen, der går direkte ind og i mange kampe er toneangivende. Diao har både fart - noget, vi virkelig har savnet hos vores centrale forsvarsspillere - og kan spille bolden rigtig godt rundt i det opbyggende spil og ud af pres. Igen noget, vi virkelig har knoklet med. Han laver fortsat for mange fejl og tager af og til håbløse beslutninger og for dumme kort. Det tror jeg er væk til forårssæsonen.

Den foreløbige skuffelse må være Denil Castillo. Vi mangler at se den dyre, unge ecuadorianer træde ind på den midtbane og fungere som et rimeligt alternativ til Oliver Sørensen og Martínez. Når Askildsen samtidig er for langt fra at ramme sit niveau, er vi alt for tynde centralt. Jeg forventer mere.

Samlet set mener jeg, at en førsteplads efter 11 runder, ét nederlag og et flot pointsnit skal give fem bolde.

Tipsbladets karakterskala er fra 0 til seks bolde, hvor seks er det bedste.