- Der er god stemning, og hymnen... Der er mange i Danmark, som undervurderer Betis, tror jeg. De ved ikke, hvor stor en klub, Betis er.
Ordene kommer fra Paw Værnhøj, der muligvis kan bryste sig af at være Danmarks største Real Betis-fan.
Paw boede i Malaga i godt otte år, inden han sidste år rykkede hjem til Danmark. I Spanien forelskede han sig lynhurtigt i klubben, som han kendte fra Football Manager og havde set på TV, og i perioden efterfølgende fulgte ham dem intenst - både når de spillede hjemme og ude.
- Det var kærlighed ved første blik, lyder det, inden han uddyber, hvad han mener med, at mange herhjemme nok undervurderer klubben, der møder FC København torsdag aften i Conference League-ligaspillet:
- Det er den fjerdestørste klub i Spanien. Blandt andet målt på medlemstal, fanklubber og hvor mange der følger klubben. Der er ikke kultur for udebanefans i Spanien, men Betis har altid mange udebanefans, uanset hvor de spiller henne.
- Så det er en vanvittig populær klub, også på tv-tal, hvor de er meget større end Sevilla, men Sevilla er så større på titler historisk, siger Paw Vernhøj til Tipsbladet.
Det bakkes op, når man kigger på det gennemsnitlige tilskuerantal for hold i La Liga i denne sæson. Der er Betis nummer tre med 50.160 fans i snit per hjemmekamp, foran Barcelona som naturligvis havde været over dem, hvis de havde spillet deres hjemmekampe på Camp Nou.
Under massivt pres inden FCK-kamp
Paw Vernhøj bor i dag i Danmark og er ikke rejst til Sevilla for at se kampen mod FCK. Det har ikke passet ind, så han må følge dem over fjernsynet - noget han hader, for han kan slet ikke være i det, når han ser dem spille på en skærm.
Til gengæld har han i de seneste år haft masser at glæde sig over som Betis-fan. Med Manuel Pellegrini som cheftræner spiller klubben for første gang nogensinde europæisk for fjerde sæson i træk, og truppen er stærk, selv om den er enormt skadesplaget.
Lige nu er store navne som Isco og Giovanni Lo Celso skadet. Til gengæld skal FCK særligt holde øje med tre spillere, hvis Manuel Pellegrini altså vælger at bruge dem - han har det nemlig med at rotere.
- Abde Ezzalzouli ude på kanten. Tidligere Barcelona-spiller, som er meget hurtig og god én mod én. Vitor Roque, det nye stjerneskud i angrebet, er ved at komme i gang, og han er kun 19 år. Så har Diego Llorente også været rigtig dygtig. Han blev hentet på en fri transfer og styrer forsvaret, lyder det fra Paw Værnhøj.
FCK møder dog ikke en spansk modstander i absolut topform. Betis indledte ligaspillet i Conference League med at tabe til Legia, hvilket var en af de dårligste kampe, som Paw Værnhøj har set i nyere tid. I ligaen er man pt nummer syv, hvilket er mere forventeligt.
I elevator med stjernerne
Som interviewet udvikler sig, er det tydeligt at mærke på Paw, at tiden i Spanien gav ham en masse gode oplevelser. Han fortæller med energi i stemmen, så man nærmest føler sig som en flue på væggen.
Én oplevelse står særligt klart.
- Mig og en kammerat skulle ned og se dem på Gran Canaria i Las Palmas. Vi var på hotellet, og der var masser af fans. Min kammerat har en Betis-træningsdragt på, som er den samme som spillerne. Vi får faktisk lov til at gå ind på hotellet, og vi står og snakker med dem.
- Jeg snakker med præsidenten, Joaquin og Risa Durmisi. Dagen efter på kampdagen kan vi også bare gå ind på hotellet, for han har stadig træningsdragt på. Vi skal nærmest spise morgenmad lige ved siden af dem og får også en snak med dem i elevatoren, lyder det fra Paw Værnhøj.
Klubben havde da også bemærket deres blonde danske superfan. For da Paw Værnhøj skulle til at pakke sine ting sammen og rykke hjem til Danmark, skulle han lige interviewes af klubben først.
- I pausen i min sidste kamp, siger speakeren blandt de hardcore fans bag målet, at Paw Vernhøj er dansker og har sidste kamp i dag. Alle hyldede mig, klappede af mig og tårerne trillede ned af kinderne.
- Betis havde set det og ville så lave et interview. Det er lidt specielt, at en dansker ser alle kampene. Jeg tror, de ville sende mig godt afsted. Det var vildt, siger han med en god portion nostalgi i stemmen.
Bare rolig, Delaney
Så han ved så sandelig, hvad det er for en klub, som FCK møder i aften, og han er slet ikke i tvivl om, at de FCK-fans, som i øjeblikket befinder sig i Sevilla, har sig en fest.
- Der dufter af fodbold, konstaterer han og påpeger, at Betis' og Sevillas stadions nærmest ligger klistret op ad hinanden.
Spørgsmålet er så, hvordan en spiller som Thomas Delaney bliver modtaget på Benito Villamarin, i og med han har en fortid hos ærkerivalerne fra Sevilla.
Den rutinerede danske midtbanekriger skal dog ikke forvente en decideret pibekoncert, forudser den danske superfan.
- Delaney var ikke i Sevilla særlig længe, og han satte ikke det store aftryk. Han er ikke Sevillista.
- Det er mere de spillere, der har været i mange år i Sevilla og har sat deres aftryk og måske også hader Betis. Hvis du spørger Delaney, tror jeg ikke, han siger, at han hader Betis. Jeg tror ikke på, der kommer til at være noget, spår Paw Værnhøj.
Det er klokken 21 torsdag aften, at kampen fløjtes i gang.