Brian Priske fik masser af røg for sin start på livet som Feyenoord-træner, men den seneste måneds tid er skuden for alvor vendt.
Onsdag aften kulminerede Priskes projekt, da Feyenoord på imponerende vis vandt 3-1 over Benfica på udebane. En triumf af de helt store for danskeren, som nu har hentet fem sejre og en uafgjort den seneste måneds tid.
Feyenoord er tilbage efter en vaklende start, og det kan ses på stemningen i hollandske medier. Priske har tidligere været i skudlinjen, men det er der intet af længere.
- Et nyt hold er dannet med nye ansigter som Antoni Milambo, Hwang In-beom, Ibrahim Osman og Ayase Uefa, der supplerer de etablerede navne. Man behøver ikke længere se længselsfuldt tilbage på årene under Arne Slot, skriver Sjoerd Mossou i AD og fortsætter:
- Det er på vej til at blive en fremtidssikret topklub. En klub, der ikke kun er afhængig af én figur, af én ekstraordinær træner, men som også kan etablere sig i toppen af Holland og i subtoppen i Europa på længere sigt.
Også mediet De Volkskrant melder sig ind i koret, og de har særligt fokus på danske Brian Priske.
- Alt faldt på plads for Feyenoord. Man havde næsten afskrevet hele deres sæson for en måned siden, kun et hurtigt farvel til Brian Priske kunne redde det, var der mange, der sagde.
- Men nu nyder vi næsten alt, hvad danskerens hold laver, lyder det blandt andet fra mediet.
Feyenoord har nu vundet de to seneste Champions League-kampe, og i ligaen har man via tre sejre i de seneste fire kampe spillet sig op på en fjerdeplads. Senest vandt man 5-1 ude mod Go Ahead Eagles.