Brian Riemer er ny dansk landstræner.
Det kan Tipsbladet afsløre.
Ifølge Tipsbladets oplysninger vil han blive præsenteret i løbet af torsdag formiddag på en kontrakt, der varer til og med VM i 2026. Der vil være mulighed for forlængelse.
Brian Riemer kommer fra et job som træner i Anderlecht, hvor han for få uger siden blev fyret.
Nu får han rollen som afløser for Kasper Hjulmand.
Tidligere har Brian Riemer også været assistenttræner i Brentford, ligesom han har været en del af FC Københavns trænerteam.
Kasper Hjulmand stoppede efter EM som landstræner, og siden har DBU været på jagt efter en ny mand til posten og blandt andet blevet afvist af Ole Gunnar Solskjær, som Tipsbladet har kunnet løfte sløret for.
Efter Kasper Hjulmands farvel har Lars Knudsen været midlertidig landstræner, men nu overtager Brian Riemer.