Tæt på de 32 VM-nationer: Vidste du at...
Foto: Getty Images
VM

Tæt på de 32 VM-nationer: Vidste du at...

Få her opsummeret de 32 nationers vej til VM-slutrunden, resultaterne af testkampene og unik lande-information.

--- --- --- --- --- ---

GRUPPE D

Argentina

Vejen til Rusland
Det startede med et historisk nederlag til Ecuador på 0-2, som man aldrig før havde tabt til på hjemmebane, og det holdt også ualmindeligt hårdt, før det fodboldgale land kunne ånde lettet op og begynde at booke flybilletter til Rusland.

Først i sidste spillerunde lykkedes det argentinerne at sikre sig kvalifikation, da Lionel Messi med et hattrick fik vendt 1-0 til 1-3 i Ecuador, som ellers var kommet foran i kampens allerførste minut på en scoring af Romario Ibarra.

Argentina har både været et galehus og et cirkus gennem de seneste to år, hvor der både er blevet skiftet landstræner og spillestil hele to gange. Det har man kunne mærke på resultaterne, hvor man både tabte og spillede uafgjort med Venezuela, mens det også blev til en gyselig snitter på 3-0 til ærkerivalerne fra Brasilien i november 2016.

Med syv mål blev anfører Lionel Messi suveræn topscorer for argentinerne, hvor ingen anden spiller kunne mønstre mere end to kasser gennem hele kvalifikationen.

Målscoring var generelt et gevaldigt problem for de blå- og hvidstribede, som kun havde en positiv målscore på tre mål efter de 18 kvalifikationskampe, hvor man havde scoret sølle 19 mål - mindre end halvdelen af Brasiliens solide 41 scoringer. Argentina skal derfor have hanket op i sig selv til slutrunden.

Testkampe i 2018 - seneste nævnt først:
Argentina - Haiti 4-0
Spanien - Argentina 6-1
Argentina - Italien 2-0

Vidste du at
• Det argentinske fodboldforbund måtte trække deres ­officielle guide til Rusland tilbage, efter der i et afsnit om “russisk sprog og kultur” var lavet en guide til, hvordan man flirter med russiske kvinder. “Russiske kvinder kan lide mænd, der tager initiativ” var et af rådene, som hurtigt blev trukket tilbage af forbundet, der senere kaldte afsnittet en “ufrivillig fejl”.

• Den sensuelle dans tango har sin oprindelse i landets hovedstad, Buenos Aires, hvor den i 1880’erne blev danset i slumkvarterer og på barer.

• Diego Maradona er så stort et koryfæ i Argentina, at han har sin egen religion, “Iglesia Maradoniana”. Der er over 120.000 medlemmer.

• Argentina blev i 2010 det første latinamerikanske land til at lovliggøre ægteskab, hvor begge parter har samme køn.

• Danmark har kun mødt Argentina tre gange. Sidste gang var i 1995, da de rød-hvide slog La Albiceleste med 2-0 i finalen i Kong Fahd Cup, som FIFA året efter omdøbte til Confederations Cup. Michael Laudrup og Peter Rasmussen scorede.

--- --- --- --- --- ---

Island

Vejen til Rusland
Kunne Island virkelig matche det helt utrolige EM, hvor man slog England i ottendedelsfinalen og først derefter mødte overmagten i form af de franske værter og en ukarakteristisk dårlig første halvleg af islændingene?

Det var nær gået galt i anden kamp hjemme mod Finland, da Teemu Pukki scorede tidligt, og finnerne førte indtil tillægstiden, hvor Finnbogason udlignede og Ragnar Sigurdsson lagde yderligere alen til sin heltestatus med sejrsmål i sjette minuts tillægstid.

Island tabte i Kroatien og kunne igen mærke presset, da man i september 2017 tabte returen til Finland, der ellers ikke havde videre avancement at spille for.

Men så leverede holdet et svendestykke med 2-0 over Ukraine og en 3-0 sejr i i Eskisehir over Tyrkiet, et resultat der gav genlyd verden over og kom, da forventningspresset var større end nogensinde før.

Den direkte billet blev booket i sidste runde med 2-0 over Kosovo, og så var der fortjent fest i Reykjavik.

Testkampe i 2018 - seneste nævnt først:
Island - Ghana 2-2
island - Norge 2-3
Island - Peru 1-3
Mexico - Island 3-0

Vidste du at
• At der er næsten ti gange så mange fastboende fra Polen i Island som fra Danmark.

• At det islandske sprog i høj grad er upåvirket af andre sprog frem til den dag i dag, dels på grund af Islands afsondrede position i det nordlige Atlanterhav, dels fordi man aktivt finder på islandske ord for nye genstande og fænomener i stedet for at låne udenlandske ord, som er normen i blandt andet Danmark.

• At seniorfodbold på Island er delt op i fem niveauer, hvor der i Danmark er 11 rækker fra Superligaen til Serie 6.

• Halvdelen af Islands befolkning har en eller flere DNA-prøver liggende i et centralt register, der bruges til forskning. Genforskere er særdeles interesserede i det lille land med henblik på forskning i sygdomme, da har været så afsondret i over 1000 år og kun har haft lille udskiftning i genmassen.

• At Island måtte låne 5,1 milliarder dollars af den internationale valutafond IMF og de nordiske lande under finanskrisen, hvor Islands gæld var mere end syv gange så stor som landets årlige bruttonationalprodukt.

--- --- --- --- --- ---

Kroatien

Vejen til Rusland
Ante Cacic var landstræneren, som førte Kroatien til landsholdets største sejr i historien (10-0 over San Marino i juni 2016), og som under EM i 2016 stod i spidsen for et af turneringens bedste og mest seværdige hold. Men på trods af store øjeblikke, siden han blev ansat i september 2015, havde Cacic ikke lang snor.

Undervejs i kvalifikationen til VM blev han fyret.

Det startede ellers glimrende. Puljen bestod af mellemstore europæiske fodboldnationer som Island, Tyrkiet og Ukraine samt Finland og Kosovo, men Kroatien var topseedet, og efter 1-1 hjemme mod Tyrkiet i første kamp vandt kroaterne de næste fire kampe uden at lukke mål ind.

I sommeren 2017 begyndte det at gå galt. En solrig juniaften i Rey-kjavik tabte Kroatien 1-0 til Island på et sent mål, som Bristol City-forsvareren Hördur Magnússon satte ind med skulderen.

Nogle måneder senere slog Kroatien Kosovo med 1-0, og selv om de tre point var fine, var det bekymrende, at det kun blev til én scoring et kvarter før tid mod et hold, som kroaterne året forinden havde slået 6-0 på udebane. I de næste to kampe tabte landsholdet i Tyrkiet og spillede uafgjort med Finland på hjemmebane, og så blev Cacic fyret.

”HNS’ [det kroatiske fodboldforbund] eksekutivkomité traf efter en lang nat en enstemmig beslutning om at opsige samarbejdet med Cacic. Vi fik kun fire point i de seneste fire kampe og havde ikke andre muligheder end at tage dette valg,” sagde forbundets præsident Davor Suker.

Hans afløser Zlatko Dalic havde travlt, for der var kun tre dage mellem pointtabet mod Finland og den afgørende kvalifikationskamp i Ukraine. Men den ønskede chokeffekt kom, for Andrej Kramaric scorede to gange og sikrede en 2-0-sejr i Kiev.

Island sikrede sig førstepladsen, men Kroatien blev nummer to og fik to playoff-kampe mod Grækenland.

De løb hurtigt tør for spænding. Ved pausen i den første kamp førte kroaterne 3-1, kampen sluttede 4-1, og med 0-0 i Piræus var endnu en slutrundedeltagelse sikret.

Testkampe i 2018 - seneste nævnt først:
Kroatien - Senegal 2-1
Brasilien - Kroatien 2-0
Mexico - Kroatien 0-1
Peru - Kroatien 2-0

Vidste du at
• Siden Kroatien i 1993 blev optaget i UEFA, har landsholdet kvalificeret sig til alle store slutrunder på nær to: EM i 2000 og VM i 2010.

• Hunderacen dalmatiner med de karakteristiske sorte pletter stammer fra Kroatien og kan ses på malerier fra 1500-tallet. En af Kroatiens fire regioner hedder Dalmatien.

• 15 kroater har optrådt i den danske Superliga. Flest kampe har den tidligere SønderjyskE-keeper Marin Skender med 121, mens Kristian Ipsa (88) og Mario Ticinovic (86) følger efter.

• Store dele af tv-serien Game of Thrones er filmet i Kroatien. Den gamle bydel i Dubrovnik lægger for eksempel bygninger til hovedbyen King’s Landing, hvor den eftertragtede jerntrone befinder sig.

--- --- --- --- --- ---

Nigeria

Vejen til Rusland
Normalt er Dødens Pulje noget, man opererer med til slutrunder, men der dukkede også en op i det afrikanske VM-kvalifikation.

Der var kun én plads at spille om i hver gruppe, så da Nigeria, Zambia, Cameroun og Algeriet blev trukket til at møde hinanden, var der lagt op til en spændende omgang. Men det forpurrede nigerianerne.

Super Eagles havde spillet sig frem det afsluttende gruppespil ved at slå Swaziland med 2-0 over to kampe. Nigeria var fra det næstøverste seedningslag, mens Algeriet på papiret var favoritter, men de mange stjerner på det nordafrikanske land har ikke formået at leve op til det potentiale, landsholdet viste ved VM i 2014.

I anden kamp mødtes de to favoritter i Nigeria og takket være to scoringer af Victor Moses og en enkelt af John Obi Mikel vandt hjemmeholdet 3-1. Det var en del af en forrygende start på puljespillet, hvor Nigeria vandt de første fire kampe i træk, deriblandt en rekordstor sejr på 4-0 over rivalerne fra Cameroun.

Så gjorde det mindre, at holdet i returkampen i Yaoundé endte 1-1, for en måned senere, 7. oktober 2017, slog Nigeria Zambia med 1-0 og kvalificerede sig som det første afrikanske landshold til VM.

Og måske vigtigst af alt: Der er allerede styr på landsholdets bonusser til VM, meddelte forbundet i november.

”Vi er meget glade og begejstrede for den udvikling. Det er første gang i den tid, jeg har spillet for landsholdet, at jeg kan se alt med hensyn til forberedelse og bonusser skrevet ned sort på hvidt og med en bindende aftale på plads,” sagde anfører Obi Mikel ved den lejlighed.

Testkampe i 2018 - seneste nævnt først:
Nigeria - Tjekkiet 0-1
England - Nigeria 2-1
Nigeria - DR Congo 1-1
Nigeria - Serbien 0-2
Polen - Nigeria 0-1

Vidste du at
• Nigeria er, målt på indbyggere, det næststørste land ved VM. Kun Brasilien er større.

• Det kaldes ofte Nigeria-breve, når fupmagere via email forsøger at lokke penge ud af de godtroende modtagere, men en undersøgelse fra 2006 viste, at kun seks procent af verdens internetkriminelle befandt sig i Nigeria. Langt størstedelen var i USA.

• Afrikas tredjestørste flod hedder Niger. Det betyder ”flodernes flod” og har lagt navn til to afrikanske lande, Niger og Nigeria.

• Det nigerianske herrelandshold i fodbold vandt landets andet OL-guld nogensinde den 3. august 1996. Dagen før havde Chioma Ajunwa vundet der første i kvindernes længdespring.

Gruppe A: Rusland, Saudi Arabien, Egypten, Uruguay
Gruppe B: Portugal, Spanien, Marokko, Iran
Gruppe C: Frankrig, Australien, Peru, Danmark
Gruppe E: Brasilien, Schweiz, Costa Rica, Serbien
Gruppe F: Tyskland, Mexico, Sverige, Sydkorea
Gruppe G: Belgien, Panama, Tunesien, England
Gruppe H: Polen, Senegal, Colombia, Japan