GRUPPE A
Rusland
Vejen til Rusland
Som værtsnation var Rusland sikret en plads ved VM-slutrunden og har vidst dette siden december 2010. På den baggrund kan det overraske, at den dygtige, tidligere russiske landstræner Leonid Slutskij valgte at holde fast i de erfarne Berezutskij-brødre og Sergei Ignasevitj, der først under den nuværende landstræner Stanislav Tjertjesjov indstillede landsholdskarrieren.
Russerne havde visse problemer med at tiltrække modstandere til træningskampe i 2016 og 2017, hvor man forgæves havde håbet på at komme i en af de europæiske kvalifikationspuljer, som Frankrig var det i kvalifikationen til EM 2016.
Derfor måtte russerne nøjes med nogle hastigt arrangerede kampe mod Ghana, Costa Rica, Rumænien og Elfenbenskysten i de første ni måneder af forberedelsen, før der kom mere kød på modstanderne op til og efter Confederations Cup på hjemmebane sidste sommer, hvor russerne slog New Zealand og tabte snævert til Portugal og Mexico.
Landstræner Tjertjesjov har forsøgt sig med en forskellige, og yngre, russiske spillere i den lange forberedelsesfase, men skader og et smalt udvalg af reelle topspillere har gjort arbejdet svært.
Testkampe i 2018 - seneste nævnt først
- Rusland - Tyrkiet 1-1
- Østrig - Rusland 1-0
- Rusland - Frankrig 1-3
- Rusland - Brasilien 0-3
Vidste du at
• SKA-Khabarovsk i den bedste russiske række ligger ti km fra grænsen til Kina og otte tidszoner foran Danmark, 10.500 kilometers kørsel fra København. Holdet, der ligger sidst, har hentet 10 ud af 12 hold på hjemmebane og har en målscore på 3-22 på udebane.
• Rusland har 57.792 km grænse, hvilket er verdens længste. På land grænser man op til 14 lande fra Norge og Finland i vest til Kina og Nordkorea i øst.
I den nuværende russiske landsholdstrup er Konstantin Rausch og Roman Neustädter født i det tidligere Sovjetunionen af tyske forældre eller bedsteforældre. Rausch er opvokset ved Hannover, mens Neustädter er opvokset ved Mainz.
• Metroen i Moskva er på mange stationer særdeles flot udsmykket. I metroens første 20 år, fra 1935 og frem, designede og brugte man store summer på at gøre stationerne flotte, hvorefter kommunistpartiet efter Stalins død forbød den slags ekstravagant forbrug.
• Den politisk aktive russiske kunstner-gruppe Pussy Riot har siden begyndelsen af årtiet lavet happenings og protester mod det russiske styre og især den enevældige præsident Vladimir Putin. Et medlem, der bor i eksil i Sverige, har luftet muligheden for, at nogen bruger VM-slutrunden som anledning til nye aktioner.
--- --- --- --- --- ---
Saudi Arabien
Vejen til Rusland:
Saudi Arabien knuste al modstand i den indledende pulje, hvor De Forenede Arabiske Emirater var den eneste konkurrent med Palæstina, Malaysia og Østtimor som kanonføde for saudiaraberne.
Det afsluttende gruppespil med , Australien, Irak, Thailand og igen De Forenede Arabiske Emirater viste sig at være mere udfordrende for holdet, der havde Hollands VM-finaletræner fra 2010, Bert van Marwijk, som træner.
Playmaker Nawaf Al-Abed reddede Saudi Arabien i de to første runder med en sen matchvinder-scoring hjemme mod Thailand og derefter to sene scoringer mod Irak (på neutral grund i Malaysia). Alle tre på straffespark dømt i de sidste ti minutter af kampene.
Derefter udlignede man sent hjemme mod Australien, slog De Forenede Arabiske Emirater sikkert og tabte ude til .
Saudiaraberne tabte også i Australien og i august ude til De Forenede Arabiske Emirater, men 1-0 i sidste runde mod allerede kvalificerede var nok til at slutte foran Australien på bedre målscore.
Testkampe i 2018 - seneste nævnt først
- Tyskland -Suadi Arabien 2-1
- Saudi Arabien - Peru 0-3
- Italien - Saudi Arabien 2-1
- Saudi Arabien - Grækenland 2-0
- Saudi Arabien - Algeriet 2-0
- Belgien - Saudi Arabien 4-0
- Saudi Arabien - Ukraine 1-1
Vidste du at
• Saudi Arabien er det største land i verden, der ikke har en flod.
• Ligesom i en række nabolande har man i Saudi Arabien dyrket og drukket kaffe i mange hundrede år. En mindre kendt tradition er indtagelsen af baby-kamel.
• Ikke-muslimer må ikke have saudiarabisk statsborgerskab.
• 95 procent af Saudi Arabiens territorium er helt eller delvist dækket af ørken. Det meste af landets vandreserver er blevet pumpet op og brugt på landbrug, og derfor er Saudi Arabien begyndt at opkøbe land og virksomheder i udlandet for at sikre vand- og fødevareforsyningen.
• Nabolandene De Forenede Arabiske Emirater og Qatar får stor opmærksomhed på grund af de mange gæstearbejdere fra især Asien og andre lande i Mellemøsten, der holder de to Golf-stater kørende. Men Saudi Arabien har omkring 10 millioner gæstearbejdere, primært fra Pakistan, Indien, Egypten og Yemen. Der bor omtrent 100.000 europæere og nordamerikanere i landet.
--- --- --- --- --- ---
Egypten
Vejen til Rusland
Egypten begyndte med en lille forskrækkelse i den indledende kvalifikation, hvor miniput-nationen Chad vandt 1-0 i første kamp. Med fire mål i første halvleg af returen blev det ved forskrækkelsen, og i gruppespillet sikrede man sig hurtigt et forspring til favoritten Ghana, der havde losset Egypten ud af kvalifikationen til VM 2014 i Brasilien.
2-0 over Ghana i anden spillerunde foran 70.000 tilskuere satte VM-kedlen under kog, og efter et nederlag til Uganda i august sidste år skaffede man sig en matchbold i returkampen en lille uge senere, hvor egypterne vandt en nervepirrende kamp med samme resultat på Mohamed Salahs tidlige mål.
Kampen 8. oktober mod Congo Brazzaville leverede nogle af de vildeste scener set i VM-kvalifikationen. Hele Egyptens bænk med tilbehør oversvømmede banen, da Mohamed Salah på en kvik aktion bragte Egypten på 1-0 efter en times spil. Congo fik hele stadion til at tie stille og kommentatoren til vantro at udbryde ”Haram haram haram” (betyder ”forbudt” eller ”synd” på arabisk) ved en udligning to minutter før tid efter 25 minutters gummiben oven på føringsmålet.
Egypterne pressede desperat på ind i dommerens tillægstid, og da indskiftede Mahmoud ”Trezeguet” Hassan blev hevet ned i feltet ved et indlæg, fløjtede dommer Bakary Gassama for straffe.
Salah stod for presset og sendte målmanden den forkerte vej, og millioner af egyptiske fans eksploderede i jubel og tårer, mens en flok journalister fra Tipsbladet og andre danske medier stående i mixed zone efter Danmark-Rumænien i Parken, fulgte vantro med fra mobiltelefoner.
Testkampe i 2018 - seneste nævnt først:
Belgien - Egypten 3-0
Egypten - Colombia 0-0
Kuwait - Egypten 1-1
Egypten - Grækenland 0-1
Portugal - Egypten 2-1
Vidste du at
• Der har boet mennesker i byer langs Nilen i 8000 år.
• Egypten blev til som nation for 5100 år siden og betragtes som verdens ældste land.
• Egyptens tidligere præsident Hosni Mubarak blev sidste år frikendt for drabene på demonstranter under det arabiske forår og løsladt fra det hospital, han befandt sig på.
• Den tidligere egyptiske landstræner Bob Bradley, der trænede holdet under Port Said-massakren, er i dag cheftræner for nystartede Los Angeles FC i MLS.
• Egypten har nogle af verdens flotteste koralrev, der dog ligesom mange andre steder i verden er under pres på grund af stigende temperaturer og forurening.
--- --- --- --- --- ---
Uruguay
Vejen til Rusland
Mens store fodboldnationer som Argentina og Chile havde alvorlige problemer i den sydamerikanske maraton-kvalifikation, og Chile endda endte uden for VM-pladserne, så placerede Uruguay sig hurtigt som det næstbedste mandskab i 10-holdsgruppen efter Brasilien
Efter seks runder havde man allerede samlet 13 point sammen, blandt andet via en fornem2-2 i Brasilien, og VM-kvalifikationen virkede sikker. Men efter 11 runder ramte Óscar Tabárez' udvalgte en formkrise og tabte tre kampe i træk før 0-0 hjemme mod Argentina, så der nåede at komme en smule nerver på, inden Paraguay blev besejret 2-1 på udebane.
Uruguay kvalificerede sig dog ikke før tid på grund af en halvskuffende 0-0 i Venezuela i 17- spillerunde, men alt skulle stadig gå galt i den sidste omgang, for at det skulle kikse. Og det gjorde det ikke, for Bolivia blev besejret med 4-2 hjemme på Estadio Centerario, og så var Uruguay VM-klar for tredje slutrunde i træk.
Testkampe i 2018 - seneste nævnt først:
Uruguay -. Usbekistan 3-0
Wales - Uruguay 0-1
Uruguay - Tjekkiet 2-0
Vidste du at
• Da Uruguay i 1930 vandt den første VM-finale på hjemmebane i Montevideo med 4-2 over Argentina, blev det sidste mål sat ind af angriberen Hector Castro, der fik en stor karriere, selv om han som 13-årig fik skåret højre underarm af i en ulykke med en sav.
• Uruguay spiller med fire stjerner på brystet. To for VM-triumferne i 1930 og 1950 og så to for OL-sejrene i 1924 og i 1928, der blev regnet som en slags VM, før VM-slutrunden blev indført.
• Uruguay er det mindst korrupte land i Sydamerika ifølge transparancy.org
• Uruguay i december 2013 blev det første land i verden, der legaliserede produktion, salg og brug af marihuana.
Gruppe B: Portugal, Spanien, Marokko, Iran
Gruppe C: Frankrig, Australien, Peru, Danmark
Gruppe D: Argentina, Island, Kroatien, Nigeria
Gruppe E: Brasilien, Schweiz, Costa Rica, Serbien
Gruppe F: Tyskland, Mexico, Sverige, Sydkorea
Gruppe G: Belgien, Panama, Tunesien, England
Gruppe H: Polen, Senegal, Colombia, Japan