Video : Tipsbladet
Generelle

Danmark møder Portugal i Nations League

Danmark skal over to kvartfinalekampe i Nations League møde Portugal til marts. Danmark starter på hjemmebane.

Det danske fodboldlandshold skal møde Portugal i Nations Leagues kvartfinaler til marts.

Det står klart efter fredagens lodtrækning i Uefa's hovedkvarter i schweiziske Nyon.

Kvartfinalerne spilles over to kampe henholdsvis 20. og 23. marts 2025. Som toer fra sin gruppe vil Danmark spille den første kamp på hjemmebane.

Danmark sluttede som nummer to i Nations League-gruppen med Spanien, Serbien og Schweiz. Derfor skulle Danmark møde enten Tyskland, Frankrig eller Portugal, der vandt deres gruppe.

Danmark kunne ikke trække Spanien, fordi holdene var i den samme indledende Nations League-gruppe.

I de øvrige tre kvartfinaler skal Tyskland møde Italien, Holland dyster mod Spanien, mens Kroatien skal op imod Frankrig.

Skulle Danmark vinde kvartfinalen over Portugal, venter semifinalen, som spilles over ét opgør, den 4. eller 5. juni.

Her vil modstanderen i så fald være vinderen af opgøret mellem Tyskland og Italien.

Nations League-finalen afvikles 8. juni i samme Final 4-stævne.

Det Final 4-stævne har Dansk-Boldspil Union (DBU) søgt om værtskabet til. Det oplyste DBU torsdag.

I så fald bliver det med kampe i Parken og på Brøndby Stadion.

DBU har i sin ansøgning dog betinget sig, at Danmark skal være kvalificeret til slutstævnet, hvis man skal være vært.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) udvælger ifølge DBU to mulige værter af Final 4-stævnet. Hvis ingen af de to kvalificerer sig til Final 4, kan stævnet få en neutral vært.

De mulige værter bliver udpeget 16. december.

/ritzau/