Video : Tipsbladet
Superliga

Wilczek udplacerede RFC-keeper: Man skal ikke gå efter det video-pjat

Jonas Dakir havde set video med Kamil Wilczeks straffespark, men Randers-målmanden var ikke i nærheden af at redde afslutningen fra Superligaens topscorer.

Randers-målmand Jonas Dakir fik søndag sine første minutter i Superligaen, da han fluks måtte på banen efter en halv time mod Brøndby IF i stedet for Patrik Carlgren, der fik direkte rødt kort for et sammenstød med landsmanden Simon Hedlund.

Jonas Dakirs første opgave blev at afværge et straffespark fra Superligaens topscorer Kamil Wilczek, og det var han ikke for alvor tæt på. Man skal ellers kun en måned tilbage for at finde en straffesparksredning fra Jonas Dakir, der pillede et forsøg fra 11 meter i pokalkampen mod FC Roskilde den 26. september. 

Læs også:Søren Pedersen: Mange klubber vil have Saba

Mod Kamil Wilczek var han ikke i nærheden, selv om Randers FC's målmandstræner Erik Boye havde forsøgt at klæde ham på til situationen.

- Jeg var egentlig forberedt på ham fra pletten, fordi vi havde set video i bussen, men tilsyneladende skal man ikke altid gå efter det video-pjat. Det gik bedre for mig i Roskilde, da jeg ingen anelse havde om, hvor han ville sparke. Vi snakkede med Boye, og han sagde, at han ofte sparker fladt til målmandens venstre side, så det satsede jeg på. Desværre valgte han en anden variant, siger Jonas Dakir til Randers Amts Avis.

Læs også:Udvist Kamil Wilczek kan bombe for Brøndby i pokalen

Den 22-årige målmand lukkede yderligere tre mål ind i kampen, der endte med en sikker 5-2-sejr til Brøndby IF. Patrik Carlgren er blevet idømt to spilledages karantæne for sit røde kort, og det betyder, at Jonas Dakir også vogter målet for Randers FC i opgørene mod Lyngby Boldklub og FC Nordsjælland.

Onsdag møder Randers FC Viby IF i pokalturneringen. 

Læs også:Lars Jacobsen revser Brøndby-kaptajn: Det er så torskedumt

Læs også:Jens Jønsson er klar til klubskifte: Jeg ved, der har været interesse

Læs også:Revser "Zanka": Jeg har ikke ondt af ham - den trøje skal bare af