Tidligere RFC-keeper: Hammarby slår FCK og BIF
Superliga

Tidligere RFC-keeper: Hammarby slår FCK og BIF

Målmanden Ögmundur Kristinsson kalder Hammarby en større klub end Brøndby og FC København.

Hvem er Skandinaviens største fodboldklub? Er det FC København? Brøndby? Malmö FF? Rosenborg?

Den diskussion vil formentlig aldrig rigtigt forstumme, men at det er en af de fire nævnte, kan de fleste blive enige om. Med undtagelse af den tidligere Randers-målmand Ögmundur Kristinsson. Han skiftede for nylig til Hammarby, og ved præsentationen fastslog han, at han har skrevet under med Skandinaviens største klub. Og det holder han fast i.

- Det mener jeg, fordi de har den største fanbase. Jeg har spillet i København mod Brøndby og FCK, og det er store klubber, men de har ikke samme stemning, som den man finder på Tele2 Arena, så på den måde er det her den største klub. Går man rundt i Stockholm, ser man Hammarby-trøjer overalt, siger Kristinsson til FotbollDirekt.

Statistiksiden ecst.se sammenlignede for nylig tilskuertallene i Danmark, Sverige og Norge, og her blev det slået fast, at Hammarby er den klub i Skandinavien, der tiltrækker klart flest mennesker på lægterne. Hammarby har således i snit lige under 29.000 tilskuere til hjemmekampene, hvilket er næsten 7.000 mere end Malmö på andenpladsen.