Ronnie Schwartz talte med Randers FC
Foto: Brøndby IF
Superliga

Ronnie Schwartz talte med Randers FC

Ronnie Schwartz er vendt tilbage til dansk fodbold og Brøndby IF, men hans tidligere klub Randers FC var også en mulighed.

Ronnie Schwartz havde tre gode sæsoner i Randers FC, inden han sidste sommer tog til Frankrig og danskerglade Guingamp. Nu er "Plaffeministeren" tilbage i Danmark efter et mindre succesfuldt ophold i fransk fodbold, men ikke i Randers.

Den 25-årige angriber er som bekendt taget til Brøndby, der har lejet ham for resten af indeværende sæson med mulighed for at fortsætte samarbejdet, hvis Schwarz brager igennem de næste 11 måneder.

Randers FC havde dog også følere ude, og der var dialog mellem de to parter.

- Peter Christiansen (Randers FC's sportschef, red.) har været bevidst om min situation i Guingamp, og vi har talt sammen et par gange. Vi havde nogle små snakke, men det blev ikke aktuelt at vende tilbage til Randers i denne omgang. Brøndby kom på banen lidt senere i forløbet, men jeg var ikke i tvivl om, at det var det rette for mig. Klubmæssigt er Brøndby bare en større klub end Randers, og selv om det kunne være spændende at komme tilbage til Randers, så ved man aldrig, hvordan det vil være så hurtigt at vende tilbage til en klub, hvor man allerede har scoret mange mål, siger Ronnie Schwartz til Randers Amts Avis og tilføjer:

- Derfor blev det ikke Randers FC i denne omgang, men det er stadig en klub, som har en god plads i hjertet hos mig, og jeg vil ikke afvise, at der kan komme et tidspunkt senere i min karriere, hvor det kan blive aktuelt at komme tilbage.

Ronnie Schwartz kan få sin debut for Brøndby IF i morgen mod Omonia Nicosia i Europa League. På søndag møder de blå-gule Hobro IK på hjemmebane.