Nicolaj Thomsen smigret af Olsens ros
Illustration
Superliga

Nicolaj Thomsen smigret af Olsens ros

Morten Olsen nævnte AaB'eren Nicolaj Thomsen som ét af de lovende talenter, da han blev bedt om at forholde sig til landsholdets fremtid. Thomsen er smigret.

Nicolaj Thomsen har spillet samtlige kampe fra start i denne sæson og har været én af de største åbenbaringer i dette Superliga-efterår. AaB'eren får stor tillid af træner Kent Nielsen, der har givet ham chancen på AaB's venstre kant.

Den chance har han grebet så meget, at A-landstræner Morten Olsen har fået øjnene op for ham. Og selv om Thomsen har været med U/21-landsholdet i Rusland, har han bemærket, at Olsen nævnte hans navn, da han blev bedt om at forholde sig til landsholdets fremtid.

- Jeg blev utrolig smigret, da jeg læste det. Det er fedt, at han holder øje med mig og følger den udvikling, jeg er inde i. Men jeg tænker ikke så meget på A-landsholdet lige nu. Jeg er på U/21-landsholdet, hvor vi ligger nummer ét i vores pulje, efter vi fik en flot sejr i Rusland, siger Thomsen til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Olsen: Vi har mange talenter på vej

Morten Olsens roser har dog givet 20-årige Nicolaj Thomsen yderligere mod på fodboldtilværelsen og en tro på, at der pludselig ikke er så langt til A-landsholdet, som der har været.

- Jeg spiller på U/21-landsholdet, og det er jo sidste skridt inden A-landsholdet, men derfra er der også langt. Så når landstræneren nævner én, som han har gjort med mig, så tænker man da over, at der måske ikke er så langt til det ultimative mål. Det giver blod på tanden.

- Jeg har jo altid godt vidst, jeg har haft kvaliteterne, men med den tillid Kent Nielsen og AaB's ledelse har vist mig, har jeg også fået muligheden for at vise mig frem på den rigtige måde. Det går bedre og bedre for hver kamp, og jeg nyder det lige nu, siger Thomsen.

Nicolaj Thomsen spillede fuld tid, da U/21-landsholdet tirsdag vandt 2-0 over Rusland og spillede sig op på førstepladsen i EM-kvalifikationens gruppe to.