Mens FC København torsdag aften røg ud af Europa League, gik Brøndby IF videre til den sidste playoff-kamp inden gruppespillet. Det skete med 2-2 ude mod cypriotiske Omonia, og nu er Brøndby i bowlen, når der skal trækkes lod senere fredag.
En kommende modstander kommer dog til at møde et Brøndby-hold uden Lukas Hradecky, for keeperen er sendt til Frankfurt for en pæn pose penge, og det er nu Frederik Rønnnow, der skal vogte målet i Brøndby. Ind skal dog en reservekeeper, men ellers er det ikke givet, at klubben hentere flere spillere.
- Vi forventer ikke, at vi er tvunget til at hente spillere, men vi er i den grad hele tiden opmærksomme på markedet og føler os også klar, hvis det skulle blive aktuelt, men lige nu er det ikke en konsekvens af salget, at vi skal hente nogen, andet end at vi skal have en tredje-målmand til truppen, siger Troels Bech til BT.
Troels Bech påpeger, at det er vigtigt med økonomisk balance, og det lyder altså til, at Hradecky-millionerne falder på et tørt sted. Sportsdirektøren siger videre, at truppen allerede tæller 22 mand, og at Brøndby er hæmmet af, at nøglespillere ikke er til rådighed.
Her tænker han naturligvis på Daniel Agger og Thomas Kahlenberg, der begge sidder ude med skade.