To tilhængere af fodboldklubben Lille er blevet stukket ned forud for onsdagens Champions League-kamp i Bologna.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Angrebet fandt ifølge Lille sted tirsdag aften, hvor en gruppe af franske fans befandt sig på en bar.
Omkring 80 personer overfaldt angiveligt franskmændene, og her blev to af dem altså ramt af en kniv. De er siden blevet behandlet for deres skader.
- Klubben fordømmer på det kraftigste dette kujonagtige og uacceptable overfald, som strider mod alle værdierne i fodbold.
- Vi støtter op om tilhængerne, som var ofre for dette overfald, og ønsker dem god bedring, lyder det fra Lille.
I samarbejde med politiet har fodboldklubben styrket sikkerheden omkring Lille-fansene i Bologna. Men Lille opfordrer samtidig fansene til at holde et vågent øje med deres omgivelser.
Champions League-kampen mellem Bologna og Lille spilles onsdag klokken 21. Her kan det blive til spilletid for danske Jens Odgaard, der er en del af italienernes trup.
/ritzau/