Esbjerg: Har ikke lavet vores sidste transfer-fejl
Illustration
Superliga

Esbjerg: Har ikke lavet vores sidste transfer-fejl

Det er svært at agere på transfermarkedet, men i de senere år har Esbjerg fB haft succes med langt de fleste handler. Klubben håber, det fortsætter, men ved godt, der kommer fejl.

For fire sæsoner siden var Esbjerg fB at finde i landets næstbedste selskab, men klubben har nu etableret sig som en top seks klub i Superligaen. Godt nok ligger EfB ikke i top seks i øjeblikket, men de seneste par sæsoner er det blevet til en femte- og en fjerdeplads i Superligaen, ligesom klubben gik videre fra Europa League-gruppet sidste år og vandt DBU Pokalen for to år siden.

Der er altså sket meget på fire år - klubben har blandt andet sagt farvel til nøglespillere som Martin Braithwaite, Kian Hansen og Peter Ankersen, men klubben har været dygtig til at finde erstatninger. Martin Dubravka er god og sikker i målet, Ryan Johnson Laursen har leveret fremragende på højre back, Eddi Gomes er en klippe i forsvaret, Magnus Lekven styrer midtbanen, og Martin Pusic scorer mål. Det virker i det hele taget til, at Esbjerg har en evne til at finde de rette spillere, ligesom det lader til, at klubben sjældent rammer ved siden af, når der ageres på transfermarkedet.

- Jo grundigere du er, jo mere forberedt er du også. Det er vores strategi og indgang til vinduet. Vi scouter selvfølgelig spillerne løbende, og vi benytter os af de partnere, vi har. Der synes jeg, vi har nogle partnere, som vi stoler på og arbejder godt sammen med. Samtidig har vi haft tid og ro til at følge nogle af de spillere, vi har fået. Så det har været et samspil mellem god scouting og et godt netværk, siger Elitechef Niels Erik Søndergård til tipsbladet.dk.

 Niels Erik Søndergård varetager rollen som sportschef i klubben, og han blev klubbens første fuldtidsansatte i 1998. Han har altså set sin del af handler i klubben og ved derfor, at det går op og ned i en klub.

- Vi har ikke lavet vores sidste fejl (på transfermarkedet, red.), men vi har haft en god - og nogle vil måske kalde det heldig - hånd på de aftaler, vi har lavet de senere sæsoner. Det er vanskeligt at arbejde med, og det sagtens sagtens være, at det er den næste spiller, vi rammer forkert på. Men vi tror på, at med stor grundighed og hjemmearbejde får vi størst succes. Det handler for os om at finde de typer, der passer godt ind. Det er ikke nok at hente en dygtig spiller, hvis han ikke føler sig hjemme. Så præsterer han ikke, siger Niels Erik Søndergård.

I denne sæson er klubben i øjeblikket kun nummer otte i Superligaen med fem point ned til nedrykningsstregen og fem op til femtepladsen, men klubben har allerede fået kørt nogle af de nye profiler i stilling i form af Eddi Gomes, Ryan Johnson Laursen og Martin Pusic. Det glæder naturligvis Niels Erik Søndergård.

- Vi kigger efter spillere i både ind- og udland, og hvis du tager Ryan Johnson Laursen (kom fra Lyngby, red.), var det en spiller, Niels Frederiksen havde et indgående kendskab til. Jeppe Andersen havde jeg selv set mange gange. Men det er nok en smule nemmere at købe danskere. Udenlandske spillere er mere risikabelt, fordi du aldrig ved, hvordan de reagerer i et andet miljø, en anden kultur. Jeg tror, en af de store fordele ved Esbjerg er, at det en nem klub at blive integreret i, og spillerne får en form for tryghed. Og så er det en stille og rolig by, siger Niels Erik Søndergård.

Esbjerg sluttede sidste år som nummer fem, og forrige år blev det til en fjerdeplads og en pokaltitel. Begge gange er det sket efter et lunkent efterår og et fremragende forår. Noget, klubben selvsagt håber sker igen.