Tidlig træning
1982 var den femte sæson i den
danske æra med betalt fodbold. De første kontrakter var blevet
skrevet i begyndelsen af 1978, så 1982-sæsonen var også en
anledning til at stoppe op og se, hvordan det egentligt var gået med
professionalismen.
Billedet var ikke entydigt positivt. Rigtigt mange klubber døjede med den dårlige
økonomi, der var en naturlig følge af, at rigtigt mange aktører på
én gang havde kastet sig ind i et endnu u-udviklet marked dengang i
’78. Oven i købet var det stadig et åbent spørgsmål, hvor meget
pengene egentlig havde givet fodbolden. Spillerne var på kontrakt,
javist, men hovedparten havde stadig fuldtidsarbejde ved siden af for
at få økonomien til at løbe rundt. Der var ikke tid til at
fokusere synderligt meget mere på fodbolden, end der havde været i
årene før betalt fodbold.
”Der har været talt meget om, at
man ikke kommer ret meget videre i dansk fodbold under de nuværende
forhold. Der kan simpelthen ikke vrides mere ud af spillerne (…) I
det hele taget synes man at vide – både ledere og spillere –
hvor skoen trykker, men ingen gør rigtigt noget ved det. På nær én
undtagelse,” skrev Tipsbladet.
Undtagelsen var selvfølgelig
Brøndby. I modsætning til mange af de traditionelle storklubber,
havde Brøndby ingen problemer med at gå nye veje. Det hjalp, at
klubben havde stor opbakning fra en velvillig kommune, der sikrede
gode forhold og faciliteter, og et erhvervsliv, som engagerede sig i
områdets idrætsstolthed. Blandt andet kom direktøren for klubbens
hovedsponsor JP Gods, Benny Winther, med i bestyrelsen.
Det gode
fundament og de høje ambitioner betød, at der blev tænkt nye
tanker på Vestegnen. Som noget helt revolutionerende kunne Per
Bjerregaard midt i 1982 bekendtgøre, at Brøndby per 1. januar 1983
ville lægge træningen klokken 16.00 i modsætning til de
aftentræninger, som var normen i alle danske klubber. På den måde
ville spillerne få et par timer mere fri i en stresset hverdag. Det
kunne i det store hele lade sig gøre, fordi spillerne studerede, var
ansat hos sponsorer eller lignende, men hvis det blev nødvendigt at
købe spillere fri, var Brøndby også klar til det, meddelte
Bjerregaard. Efter 16.00-træningerne blev en realitet, var målet
klokken 14.00, og Brøndby var stille og roligt på vej mod den
fuldtidsprofessionalisme, som klubben som den første danske skulle
indføre i 1986.
Ville kun have landsholdsspillere
Der var andre pejlemærker, der vidnede om, at Brøndby var
tidens helt store bølgebryder i dansk fodbold. For det første var
der affæren omkring Søren Busk.
Landsholdsforsvareren
forlod sin nedrykkede hollandske klub MVV Maastricht i sommeren 1982,
og den 29-årige Busk var et eftertragtet navn. Han endte med at
fortsætte i belgiske Gent, men han fortalte, at han havde fået et
bud fra Brøndby, som var ”meget fristende”.
Klubben ville
skaffe ham et job som typograf med en arbejdstid på fem timer om
dagen og dertil en stor kontrakt med fodboldklubben.
”Hvis det
var blevet sådan, at jeg var kommet til Brøndby, var jeg ganske
givet blevet den dyreste spiller i Danmark,” sagde Busk til
Tipsbladet.
Brøndby fandt andre spillere i stedet for Busk. I
oktober blev en aftale med Esbjergs landsholdsback Ole Madsen
offentliggjort. Dengang var det ikke kutyme, at spillere skiftede fra
landsdel til landsdel, men det stoppede ikke den sportslige ledelse i
Brøndby.
”Sagen var, at man manglede en back, og da man
efterhånden kun var interesseret i at hente landsholdsspillere til
klubben, var valget faldet på Ole Madsen,” som det står skrevet i
bogen Brøndby IF …. Fordi de ville!
Brøndby var i det hele
taget en attraktiv klub. Således viste en opgørelse i 1982, at 60
procent af Brøndbys spillere var opdraget i andre divisionsklubber,
hvilket var klart flest i 1. division. Nærmest var B93 med 41
procent. Brøndby havde altså et setup, som lokkede spillere fra
allerede etablerede klubber.
”Jeg fik tilbudt en større
kontrakt i Frem for at blive der, men jeg havde fornemmelsen af, at
det var her, der var en fremadstormende klub, som ville nogle ting,”
fortæller Anders Sundstrup, som var skiftet til Brøndby i 1981.
Det generelle billede er, at Brøndby var en god klub at være i,
og at der var styr på tingene.
”Klubben gjorde alt for, at vi
skulle føle os godt tilpas. Der vil jeg sgu godt fremhæve Per
Bjerregaard. Han har fået mange hug siden hen, men han stod bag alt
derude. Klubben var med til at holde sammenkomster før og efter
kampene, og man gjorde meget for, at spillerne havde det godt sammen.
Jeg kom fra Avarta, hvor man også gjorde meget, men der var det mere
spillerne selv, som tog initiativ. I Brøndby var Bjerregaard og de
andre involveret i det hele,” siger Brian Chrøis, som også
fremhæver de professionelle rammer, som spillerne havde i
forbindelse med træning og kamp.
”Vi havde nogle rigtigt gode
forhold efter den tids standard. Alt var ordnet for os. Vi kom til
træning uden at have noget som helst med. Man skulle stort set bare
pudse sine støvler, resten var klaret for os. Alt var sat op til, at
det bare skulle køre derudaf,” siger Brian Chrøis.
John
Widell, den indfødte Brøndby-dreng, husker opbakningen fra
lokalsamfundet som noget specielt.
”Det var en kanonklub at være
i. Det var en stor familie, hvor vi kom fra næsten ingenting til
toppen. Vi var et lille lokalsamfund herude, og man kendte næsten
alle tilskuere og havde forbindelse med alle trænere og ledere. Vi
havde et godt sammenhold, også uden for banen. Vi følte, at alle
stod bag os, både klubben og byen,” siger John Widell.
Startskuddet til noget større
Således skete der
rigtigt store ting uden for banen, ting der ifølge Tipsbladet
tegnede til at gøre Brøndby til ”firsernes storhold i dansk
fodbold”, men på banen gik det også godt.
Brøndby
planlagde ikke med en blød start med overlevelse som mål –
Michael Laudrup havde spået en placering mellem nummer fire og
nummer syv – og det blev heller ikke et tema.
Således var
Brøndby særligt på hjemmebane stærkt kørende og vandt 10 af 15
kampe, hvorimod det kneb lidt mere på udebane. Brøndby fik
alligevel en flot placering som nummer fire og slog undervejs alle
tre hold, som sluttede foran. Særligt imponerende var en 5-2-sejr
over de senere sølvvindere fra AGF – en kamp som Anders Sundstrup
husker tydeligt.
”Der ved jeg, at Juventus sad og kiggede på
Michael, og AZ ’67 kiggede på mig. Min første berøring i kampen
var en flugter mellem benene på Troels Rasmussen. Jeg lavede to mål
i første halvleg og Michael to i anden. AGF var stærke dengang, men
de blev altså kørt rundt. Det var en superkamp, der indikerede,
hvordan Brøndby spillede fodbold,” siger Anders Sundstrup.
Både
gennem placering og spil havde Brøndby IF fra første sæson
manifesteret sig som et hold og en klub, der skulle regnes med i 1.
division.
Brøndby blev ved med at sætte nye standarder uden for
banen. AZ ’67-opkøberne blev så opsatte på at hente Anders
Sundstrup, at de betalte 835.000 kroner for at få ham til Holland –
dengang et enormt beløb, som dog blev overgået med længder i
sommeren 1983, da det var blevet umuligt at holde på Michael
Laudrup. Han skiftede til Juventus, som lagde godt tre millioner i
Brøndbys klubkasse.
Michael Laudrup kom først tilbage til
Brøndby i 2002, da han startede sin cheftrænerkarriere, men Anders
Sundstrup vendte hjem et par år senere og var med til vinde klubbens
første mesterskab.
”Jeg var heldig at være med til at vinde
det første mesterskab i 1985. Det kom måske endda lidt senere, end
de havde regnet med...” siger Sundstrup.
Det var blevet til
fjerdepladser i 1983 og 1984, så Brøndby holdt det stabilt høje
niveau, som klubben havde vist allerede i 1982. Dengang lukkede
Tipsbladet sæsonen med en gennemgang af alle hold i 1. division, og
om Brøndby lød det:
”19 spillere på kontrakt næste år! Og
så på et tidspunkt, hvor hovedparten af klubberne i betalt fodbold
belaver sig på at skære ned. Nej, nu lider de da vist af
storhedsvanvid derude i Brøndbyerne. Mon ikke mange har tænkt i de
baner, da klubben med den kometagtige karriere i dansk fodbold
ridsede perspektiverne op for den kommende sæson. Brøndbyerne er
næppe en klub, der lønner under gennemsnittet for 1. division, så
hvor i alverden får de pengene fra? Nej, en dag kommer de til at
betale prisen. Som så mange andre før dem. Så bliver der
nedskæring over hele linien, sandhedens time for en klub, der havde
pustet sig op til noget større, end den i virkeligheden var.”
Det
var Brøndby ikke.
Der skulle gå mange år, før luften gik af
ballonen i en af de mest visionære klubber, dansk fodbold har set.
Truppen:
18 spillere – færrest af alle hold i 1. division – fik spilletid for Brøndby IF i Danmarksturneringen i 1982. Fire af spillerne var med i alle 30 kampe, og tre af dem, Peter Hertz, Brian Chrøis og Michael Laudrup, spillede dertil samtlige 90 minutter i hver kamp
Peter Hertz: 30
Brian Chrøis: 30
Michael Laudrup: 30
Anders Sundstrup: 30
Ole Østergaard: 29
Bjarne Jensen: 29
John Widell: 27
John Frandsen: 25
Steen Jørgensen: 25
Jim Stjerne Hansen: 24
Ib Gregers Hansen: 21
Flemming Hansen: 17
Claus Christensen: 15
Ole Nørrevang: 15
Lars Vang Jensen: 8
Lennart Olsen: 5
Jan Thomsen: 4
Lasse Jacobsen: 1
Mål
Brøndby lavede 57 scoringer i de 30 turneringskampe, og det antal overgik kun søvlvinderne fra AGF med 61. På topscorerlisten var Brøndby også godt repræsenteret. Vejles Ib Jacquet lavede 20 mål efterfulgt af Vilhelm Munk Nielsen fra OB med 16, og så delte B93’eren Lars Francker og Michael Laudrup tredjepladsen med 15 scoringer.
Michael Laudrup: 15
Brian Chrøis: 14
Anders Sundstrup: 10
Steen Jørgensen: 6
John Frandsen: 4
Flemming Hansen: 3
Ole Østergaard: 2
Jim Stjerne Hansen: 1
Bjarne Jensen: 1
Lars Vang Jensen: 1
