Spol tiden tilbage til efteråret 2021, og Clement Bischoff var langt fra at være den unge mand, som i denne sæson har taget Brøndby og Superligaen med storm.
Han var ikke engang Brøndby-spiller dengang, langt fra endda. Clement Bischoff foldede sig ud hos AC Amager Academy i den næstbedste U17-række herhjemme, og som andetårs U17-spiller får Brøndby øjnene op for ham.
Siden er det gået hurtigt. Rigtig hurtigt. Bischoffs kometkarriere og vej til toppen af dansk klubfodbold er usædvanlig, og tre centrale kilder, som Tipsbladet har interviewet om rejsen, er alle enige om, at pilen har peget mere lodret, end de havde forestillet sig.
- Han har altid været god på sin årgang, men han var ikke en af dem, der fik tilbud fra FCK og Brøndby i de unge år, som mange andre får.
Sådan lyder det fra Andreas Lange, der trænede Bischoff på U12, U13 og U15 i Fremad Amager, og som også var en del af AC Amager Academy, da Bischoff for alvor viste sig frem. Her var det ikke ligefrem talentets evner som wingback, der pludselig skulle gøre ham til en Superliga-profil.
- Han har altid været meget ærgerrig og var altid til træning, men dengang var han udpræget offensivspiller og med fokus på en-mod-en og det offensive. Nu spiller han så venstre wingback. Dengang var det ikke hans yndlingsting at løbe retur, så det er lidt overraskende, at han nu præsterer på venstre wingback, griner Lange.
I vidste godt, at I havde noget godt her?
- Han var rigtig god i den næstbedste U17-række. Vi vidste godt, at der var noget, og han skal jo ikke spille ude på Amager, hvis han har niveau til mere. Vi skal også udfordre ham. Og vi mente, at han havde niveauet til det.
Lynkontrakt efter første kontrakt
Bischoff scorede 11 gange for AC Amager Academy i U17 Divisionen i efteråret 2021. Det er også her, at Brøndby får øjnene op for ham.
Der går kun tre måneder, fra vi har skrevet den første kontrakt, og han skifter til Brøndby, til vi forlænger kontrakten.
Christian LarsenTidligere leder af Brøndby Masterclass
Bischoff er en særlig case, for han har ikke alderen med sig, da Brøndby med Christian Larsen i spidsen som leder af Brøndby Masterclass, giver ham chancen i vestegnsklubben i starten af 2022.
- Det er noget andet, når det er en U13-spiller, der skal skifte. Der er længere til at udfolde potentialet. Når man kigger på spillere, der er lidt ældre, kan det være et stort step at skifte til de største akademier, hvor der er en del landsholdsspillere på et højt niveau, siger Christian Larsen til Tipsbladet og fortsætter:
- Så det med at hente en spiller ind, der lige om lidt bliver en U19-spiller er en ekstra overvejelse. Kan han tage det step fra AC Amager Academy til Brøndby? Kan han gøre en forskel? Kan han rykke sig så meget, at han også bliver starter på U19-holdet?
- Han træner med os på U17, og lidt hurtigt sender vi ham op og træner med U19-holdet, selv om han stadig er U17-spiller, fordi han viser nogle rigtig spændende ting i den opstart.
Clement Bischoff imponerer i det nye miljø. Ikke kun på banen, men også mentalt, og netop det mentale er noget der går igen, når kilder, der har fulgt hans rejse, skal beskrive ham.
Christian Larsen kalder ham eksempelvis en ydmyg dreng, der arbejder benhårdt, og som kan lytte og lære. Den beskrivelse genkender Andreas Lange, og han supplerer med at kalde Bischoff for ærlig.
Clement Bischoffs flotte opstart får Brøndby til at rykke hurtigt på sig. Den her unge spiller skal på kontrakt, og den bliver underskrevet hjemme hos familien Bischoff. Det er dog kun starten på en hæsblæsende periode.
- Der går kun tre måneder, fra vi har skrevet den første kontrakt, og han skifter til Brøndby, til vi forlænger kontrakten. Han fortsætter med at tage steps, da han starter hos os, og lynhurtigt står det klart, at her har vi at gøre med en, der tager nogle rigtig spændende steps, og som fortjener en bedre aftale, end det han havde fået i første omgang, fortæller Christian Larsen.
Det er naturligvis usædvanligt, at han allerede blev kaldt til forhandlingsbordet så hurtigt efter den første kontrakt, men ifølge Christian Larsen fortjente han det. Han rykkede sig simpelthen bare hurtigt, hvilket også internt i klubben var bemærkelsesværdigt.
- Hvis du spørger mig, hvad jeg så i efteråret 2021 hos AC Amager Academy, vil jeg gerne sige, at jeg så alt det her, men jeg vil også sige, at Clement også har formået at overraske mig, i forhold til de steps han tager.
Store skridt tog han også på Brøndbys U19-hold, selv om han mødte modgang i starten. Han var en smule ude af holdet, fordi det gik meget stærkt, men kæmpede sig tilbage. Bischoff var da også en stor profil, da Christian Larsen forlod Brøndby ved årsskiftet for at starte som sportsdirektør i Vendsyssel. Her smadrede han U19 Ligaen, selv om han ikke spillede særlig meget.
- På det tidspunkt er han med omkring førsteholdet, så han spiller oftest kun en halvleg på U19. Han laver mange mål på og er topscorer i U19 Ligaen på et tidspunkt, selv om han stort set ikke har spillet nogle minutter, fordi han enten var på bænken for førsteholdet eller spillede Future Cup.
Blandt andet scorede han hattrick mod AC Horsens i september sidste år, selv om han kun fik anden halvleg, og ugen efter ødelagde han OB med to mål og et oplæg på 45 minutter.
Hvad er forskellen på den Clement fra dengang og så ham, du ser nu?
- Han har en enorm fysik, og så er han ekstremt god en mod en. Det er ikke altid, at man kan se det i en U17-kamp, hvor han måske også spillede mere centralt i banen. Han var ikke udpræget kantspiller på det tidspunkt. På den måde ser man nogle glimt af noget, men man ser det ikke på samme måde som nu, lyder det fra Christian Larsen, der indrømmer, at det betyder rigtig meget for ham, at Bischoff har så meget succes i denne sæson.
December-dreng - ulempe?
Når man først for alvor får vist sig frem som andetårs U17-spiller, så er det ikke helt forkert at kalde Clement Bischoff for en "late bloomer" på ungdomsniveau. Det hæfter Andreas Lange sig også ved.
- Jeg ved ikke, om folk har overset ham, men det tog lang tid, før nogle følte sig overbevist om, at han havde niveauet.
Det kan hænge sammen med, at Clement Bischoff er fra december, bemærker Nikolaj Borge, der er akademileder hos AC Amager Academy, og som har fulgt Bischoffs rejse tæt.
- Clement har altid vist nogle evner på en fodboldbane. Han kan noget ekstra. Han har altid været en af dem, der lavede noget, hvor tilskuerne og modstanderne bare stod og sagde, “Okay! Det var fandeme godt!”.
- Han har funklet i glimt, men man skal tænke på, at han er fra december. Der skal meget til, at man er ligeså dygtig som ens jævnaldrende på det niveau, hvis man er født sent på året.
- Han var jo ikke topspilleren på årgangen, men han havde noget talent, som mange med fodboldforstand kunne identificere. På U17 begyndte han virkelig at vise sig godt frem, fortæller Borge til Tipsbladet.
Netop Bischoffs case er en stærk påmindelse om, at man ikke må give op på talenter født i fjerde kvartal, hvis udviklingen halter lidt efter de andre ældre spillere på årgangen.
- Jeg kan huske, at han ikke var den, der gik hårdest til den til træning eller var mest træningsparat. Men set i bakspejlet er det måske meget naturligt, når man er født sent på året og træner med nogle, der er mere udviklet, fordi de er født i starten af året, siger han og konkluderer:
- Vi skal være mere opmærksomme på den relative alderseffekt, for et år eller ti måneder er meget, men også væksteffekten og hvor langt de er i deres udvikling. Det handler om at se talentet og stole på sin egen faglighed og have tålmodighed. Det tager tid at udvikle talenter. Det synes jeg, at Clement er et godt eksempel på.
Hos AC Amager Academy går de også efter, at 40 procent af spillerne er født i anden halvdel af året, fra juli til december.
På den måde mindsker man risikoen for at store talenter, der er senere udviklet, går tabt.
Bischoff gik ikke tabt. Til gengæld har han i denne sæson vist, at den stejle udviklingskurve som U17- og U19-spiller ikke var en enlig svale.