Brøndby erobrede fodbolden i Danmark

2012 vil blive husket som et rædselsår i Brøndby IF, da den gamle storklub sank ned på bunden af Superligaen og blev ramt af store økonomiske problemer. Samtidig er 2012 jubilæumsåret for klubbens debutsæson i landets bedste række. For 30 år siden havde Brøndby afsluttet det første år i den daværende 1. division – et år da Per Bjerregaard og co. støbte et fundament og fremviste nogle værdier, som skulle komme til at præge klubben i mange år fremefter.

Danmarksturneringen anno 1982 var ikke mange minutter gammel, da en debuterende klub i 1. division viste, at den havde tænkt sig at sætte sit præg på rækken.

På en flot forårsdag i slutningen af marts mødtes de to oprykkere Brøndby IF og B1909 på Brøndby Stadion, og det blev en kamp, som hjemmeholdet satte sig fuldstændig på. Det var Brøndbys første kamp i 1. division, som den bedste række hed dengang, mens B1909 var mere rutineret i topfodbold og havde endda vundet to danmarksmesterskaber et par årtier forinden.

Måske var det forårsfornemmelser, måske var det forventningens glæde, eller måske var det ganske simpelt større klasse på banen, men i hvert fald kørte Brøndby sine modstandere midt over i 1. divisionsdebuten. Efter seks minutter scorede den 17-årige debutant Michael Laudrup til 1-0 efter hurtigt og sikkert kombinationsspil, og 20 minutter senere var det samme Laudrup, som efter en fin stikning fra den tidligere udlandsprof John Frandsen gjorde det til 2-0. Begge mål kom som følge af selvbevidst opspil fra et Brøndby-hold, som vidste, at det var godt nok til 1. division. 7-1 blev sejren på, og Brøndby havde vist, at det var et hold og en klub, som skulle tages alvorligt det år – ja, i mange år fremover.

Spillede som Barcelona
Brøndby IF var blevet stiftet i 1964 som en fusion mellem Brøndbyvester Idrætsforening og Brøndbyøster Idrætsforening, og ambitionerne var fra begyndelsen at skabe et storhold på Københavns vestegn. I jubilæumsåret 1974 var holdet rykket op i 3. division, og klubben blev tre år i 3. division og fire i 2. division, inden den længe ventede oprykning blev en realitet med en 6-2-sejr i Gladsaxe over AB. Brøndby var en del af det fine selskab.

”Det var fantastisk, at en lille landsby kunne rykke op. Det var første gang, det gik op for mig, at det virkelig gjaldt noget. Vi blev modtaget ovre på stadion af 800-1000 mennesker. Vi var helt i ekstase. Det var fantastisk, for vi kendte alle mennesker, som var omkring os,” fortæller den daværende forsvarsspiller John Widell, en spiller af egen avl som var blevet en del af førsteholdet.

Brøndby havde scoret 85 mål i 2. division i 1981. Det var rekord for danmarksturneringen, og det sagde alt om, hvordan Brøndby-holdet spillede fodbold.

”Det var angrebsfodbold. Masser af mål, masser af chancer,” siger John Widell.

Spillestilen var teknisk med fokus på offensiv fodbold, og den daværende angriber Anders Sundstrup ser mange elementer i spillestilen, som i dag er moderne på Europas tophold. Det var takket være den 35-årige træner Tom Køhlert.

”Han var længere fremme end alle andre. Det kunne man også se, når vi lavede så mange mål. Folk var ret enige om, at vi var specielle i forhold til tiden. Vi løb for hinanden og udnyttede de rum, der kom. De offensive løbemønstre var han fantastisk til. Han introducerede også presfodbolden, og han gjorde meget ud af, at vi skulle spille os ud af situationerne. Det er det, man ser i dag hos Barcelona. Der var han meget visionær,” siger Anders Sundstrup.

Et par år senere, da holdet blev fyldt med landsholdsspillere, blev Brøndby kendt for en fantastisk træningskultur og vindermentalitet, men den var allerede til stede i 1982. Dengang blev John Frandsen, der efter et par år i hollandsk fodbold havde stor rutine, fremhævet som en af nøglerne til den kultur, men Tom Køhlert spillede så sandelig også en rolle.

”Han var en fantastisk træner og en hård hund. Vi var i kanontræning, for når de andre gearede træningen ned, gearede han op. Det vandt vi mange kampe på. Da vi var på toppen, åd vi de fleste på de sidste 20 minutter. Jeg husker tydeligt vores vintertræninger med medicinbolde, cykelslanger og skidt og lort. Vi blev kørt hårdt igennem, men han var sikker på, vi var i træning. Det levede vi også på,” siger John Widell.
Han bakkes op af Brian Chrøis, som i 1982 var en yderst målfarlig defensiv midtbanespiller hos oprykkerne.

”Der var fuld knald på til træning, og alt, hvad vi lavede, var hundrede procent. Vi havde det rigtigt sjovt, men der blev gået til den hele vejen rundt. Tom Køhlert havde en forståelse for både at skrue bissen på, men også at folk skulle tackles på forskellige måder. Han forlangte, at der blev gået til den. Og så var han teknisk god. Vi stod rigtigt på banen, og vi havde en følelse af, at ingen kunne slå os på hjemmebane,” siger Chrøis.

Laudrup
”Laudrup” var det mest toneangivende efternavn i Brøndby i begyndelsen af 1980’erne. Til at begynde med var det efternavnet på holdets store stjerne Finn, som havde haft stor betydning for professionaliseringen af Brøndby. I 1973 var han blevet ansat som spillende træner og havde bidraget kraftigt til udviklingen i 1970’erne. Efter et mellemstop i KB vendte han tilbage i Brøndby i 1981, og han var stjernen og den offensive styrmand, da Brøndby rykkede op i 1. division.

”Finn Laudrup havde sin egen bænk i omklædningsrummet, og han var den eneste, som måtte ryge dernede. Han røg cerutter. Han var så sat, at ham kunne man ikke pille ved. Det vidste Tom også godt, og det var klogt af ham,” fortæller Anders Sundstrup.

Finn Laudrup sagde stop efter oprykningen. Han var blevet 36 og mente ikke, han havde mere fodbold i sig. I stedet var han begyndt at spille badminton, kunne Lone Laudrup fortælle i et interview, som Finn Laudrups hustru gav til Hanne-Vibeke Holst til Tipsbladet i foråret 1982.
Til gengæld havde Brøndby sikret en god spiller til at erstatte Laudrup – Michael Laudrup.

I 1981 debuterede han for KB i 1. division, men Brøndby var hele tiden interesseret i at hente det unge talent, som var blevet opfostret i klubbens ungdomsafdeling, tilbage til Vestegnen. Spillet omkring dansk fodbolds største talent viste de ambitioner og den frækhed og nytænkning, som klubben lagde for dagen. Således udtalte formand Per Bjerregaard sig i efteråret 1981 om den hurdle, der lå i, at unge Laudrup først måtte skrive kontrakt, når han fyldte 18 i juni året efter.

”Mange amatører herhjemme har et job, hvor de aldrig eller meget sjældent møder op – ingen kan jo forhindre en virksomhed i at give en ansat fri. Vi kan tilbyde et job til Michael,” sagde Bjerregaard og tilføjede:

”Jorden vil ikke gå under, hvis det ikke bliver os, der får Laudrup, men vores sponsor har garanteret os, at ligegyldigt hvor meget KB byder, så byder vi over.”

Det blev Brøndby, som fik Laudrup. Det første halve år spillede han som amatør, men fra hans fødselsdag den 15. juni trådte hans kontrakt med Brøndby i kraft – den bedste til nogen 18-årig i Danmark, proklamerede Bjerregaard. Men Laudrup var også pengene værd.

Han spillede samtlige 2700 minutter for Brøndby i 1982 og blev holdets topscorer med 15 mål. Flere gange i løbet af sæsonen var det ham, der sikrede point til oprykkerne, når han udnyttede sin allerede dengang veludviklede teknik og store overblik til at sørge for, at bolden endte i modstandernes mål. Laudrup var ikke en storspiller i svøb – efter danske forhold var han allerede en storspiller.

”Han var de der 18 år, men i forhold til de andre spillere, var han tre klasser over. I nogle situationer, hvor det brændte lidt på, kunne vi spille den til ham, og så kunne han afdrible tre mand og lægge den indover eller score selv. Han gjorde bare en forskel,” siger Anders Sundstrup.

Det er også sådan, at Brian Chrøis husker sin daværende holdkammerat – og konkurrent til titlen som Brøndby-topscorer.

”Det gav et kæmpe boost for holdet, at Michael kom. Man kunne jo se på ham, at han var et kæmpe talent, og han afgjorde masser af kampe for os. Han var lynende hurtig, og når han fik bolden, afdriblede han altid lige et par stykker. Men han var også en ung mand, som var helt nede på jorden og gik fuldstændig ind i sammenholdet. Han var unik,” siger Brian Chrøis.

Præstationerne fik talentspejdere fra hele Europa til at besøge Danmark for at besigtige talentet. Og det var ikke tilfældige klubber fra Belgien eller midten af Æresdivisionen, der kiggede på – i hvert fald ikke kun. Kæmpeklubber som Ajax Amsterdam, Manchester United, FC Barcelona og Liverpool ville have Laudrup, så det virkede som om, det kun var et spørgsmål om tid, før talentet ville flyve fra reden. Det var det også – men Brøndby gjorde større modstand, end man overhovedet havde kunnet forvente af en dansk klub.

I efteråret 1982 kunne Ekstra Bladet nemlig berette, at Brøndby havde strikket et ekstraordinært tilbud sammen til Michael Laudrup. For en to-årig kontraktforlængelse ville han få cirka halvanden million kroner, hvilket var en helt igennem unik sum i dansk fodbold. Det ville være nok til at betale et gennemsnitslønnet 1. divisionshold i samme tidsrum, skrev Tipsbladet.
Det var ikke tilfældigt, at det enorme løntilbud til Laudrup kom frem i dagspressen, for Brøndby havde ikke noget imod at vise, at man havde store økonomiske muskler at spille med.

Læs anden halvdel af historien på næste side


Tidlig træning
1982 var den femte sæson i den danske æra med betalt fodbold. De første kontrakter var blevet skrevet i begyndelsen af 1978, så 1982-sæsonen var også en anledning til at stoppe op og se, hvordan det egentligt var gået med professionalismen.

Billedet var ikke entydigt positivt. Rigtigt mange klubber døjede med den dårlige økonomi, der var en naturlig følge af, at rigtigt mange aktører på én gang havde kastet sig ind i et endnu u-udviklet marked dengang i ’78. Oven i købet var det stadig et åbent spørgsmål, hvor meget pengene egentlig havde givet fodbolden. Spillerne var på kontrakt, javist, men hovedparten havde stadig fuldtidsarbejde ved siden af for at få økonomien til at løbe rundt. Der var ikke tid til at fokusere synderligt meget mere på fodbolden, end der havde været i årene før betalt fodbold.

”Der har været talt meget om, at man ikke kommer ret meget videre i dansk fodbold under de nuværende forhold. Der kan simpelthen ikke vrides mere ud af spillerne (…) I det hele taget synes man at vide – både ledere og spillere – hvor skoen trykker, men ingen gør rigtigt noget ved det. På nær én undtagelse,” skrev Tipsbladet.

Undtagelsen var selvfølgelig Brøndby. I modsætning til mange af de traditionelle storklubber, havde Brøndby ingen problemer med at gå nye veje. Det hjalp, at klubben havde stor opbakning fra en velvillig kommune, der sikrede gode forhold og faciliteter, og et erhvervsliv, som engagerede sig i områdets idrætsstolthed. Blandt andet kom direktøren for klubbens hovedsponsor JP Gods, Benny Winther, med i bestyrelsen.

Det gode fundament og de høje ambitioner betød, at der blev tænkt nye tanker på Vestegnen. Som noget helt revolutionerende kunne Per Bjerregaard midt i 1982 bekendtgøre, at Brøndby per 1. januar 1983 ville lægge træningen klokken 16.00 i modsætning til de aftentræninger, som var normen i alle danske klubber. På den måde ville spillerne få et par timer mere fri i en stresset hverdag. Det kunne i det store hele lade sig gøre, fordi spillerne studerede, var ansat hos sponsorer eller lignende, men hvis det blev nødvendigt at købe spillere fri, var Brøndby også klar til det, meddelte Bjerregaard. Efter 16.00-træningerne blev en realitet, var målet klokken 14.00, og Brøndby var stille og roligt på vej mod den fuldtidsprofessionalisme, som klubben som den første danske skulle indføre i 1986.

Ville kun have landsholdsspillere
Der var andre pejlemærker, der vidnede om, at Brøndby var tidens helt store bølgebryder i dansk fodbold. For det første var der affæren omkring Søren Busk.

Landsholdsforsvareren forlod sin nedrykkede hollandske klub MVV Maastricht i sommeren 1982, og den 29-årige Busk var et eftertragtet navn. Han endte med at fortsætte i belgiske Gent, men han fortalte, at han havde fået et bud fra Brøndby, som var ”meget fristende”.
Klubben ville skaffe ham et job som typograf med en arbejdstid på fem timer om dagen og dertil en stor kontrakt med fodboldklubben.

”Hvis det var blevet sådan, at jeg var kommet til Brøndby, var jeg ganske givet blevet den dyreste spiller i Danmark,” sagde Busk til Tipsbladet.

Brøndby fandt andre spillere i stedet for Busk. I oktober blev en aftale med Esbjergs landsholdsback Ole Madsen offentliggjort. Dengang var det ikke kutyme, at spillere skiftede fra landsdel til landsdel, men det stoppede ikke den sportslige ledelse i Brøndby.

”Sagen var, at man manglede en back, og da man efterhånden kun var interesseret i at hente landsholdsspillere til klubben, var valget faldet på Ole Madsen,” som det står skrevet i bogen Brøndby IF …. Fordi de ville!

Brøndby var i det hele taget en attraktiv klub. Således viste en opgørelse i 1982, at 60 procent af Brøndbys spillere var opdraget i andre divisionsklubber, hvilket var klart flest i 1. division. Nærmest var B93 med 41 procent. Brøndby havde altså et setup, som lokkede spillere fra allerede etablerede klubber.

”Jeg fik tilbudt en større kontrakt i Frem for at blive der, men jeg havde fornemmelsen af, at det var her, der var en fremadstormende klub, som ville nogle ting,” fortæller Anders Sundstrup, som var skiftet til Brøndby i 1981.

Det generelle billede er, at Brøndby var en god klub at være i, og at der var styr på tingene.

”Klubben gjorde alt for, at vi skulle føle os godt tilpas. Der vil jeg sgu godt fremhæve Per Bjerregaard. Han har fået mange hug siden hen, men han stod bag alt derude. Klubben var med til at holde sammenkomster før og efter kampene, og man gjorde meget for, at spillerne havde det godt sammen. Jeg kom fra Avarta, hvor man også gjorde meget, men der var det mere spillerne selv, som tog initiativ. I Brøndby var Bjerregaard og de andre involveret i det hele,” siger Brian Chrøis, som også fremhæver de professionelle rammer, som spillerne havde i forbindelse med træning og kamp.

”Vi havde nogle rigtigt gode forhold efter den tids standard. Alt var ordnet for os. Vi kom til træning uden at have noget som helst med. Man skulle stort set bare pudse sine støvler, resten var klaret for os. Alt var sat op til, at det bare skulle køre derudaf,” siger Brian Chrøis.
John Widell, den indfødte Brøndby-dreng, husker opbakningen fra lokalsamfundet som noget specielt.

”Det var en kanonklub at være i. Det var en stor familie, hvor vi kom fra næsten ingenting til toppen. Vi var et lille lokalsamfund herude, og man kendte næsten alle tilskuere og havde forbindelse med alle trænere og ledere. Vi havde et godt sammenhold, også uden for banen. Vi følte, at alle stod bag os, både klubben og byen,” siger John Widell.

Startskuddet til noget større
Således skete der rigtigt store ting uden for banen, ting der ifølge Tipsbladet tegnede til at gøre Brøndby til ”firsernes storhold i dansk fodbold”, men på banen gik det også godt.

Brøndby planlagde ikke med en blød start med overlevelse som mål – Michael Laudrup havde spået en placering mellem nummer fire og nummer syv – og det blev heller ikke et tema.

Således var Brøndby særligt på hjemmebane stærkt kørende og vandt 10 af 15 kampe, hvorimod det kneb lidt mere på udebane. Brøndby fik alligevel en flot placering som nummer fire og slog undervejs alle tre hold, som sluttede foran. Særligt imponerende var en 5-2-sejr over de senere sølvvindere fra AGF – en kamp som Anders Sundstrup husker tydeligt.

”Der ved jeg, at Juventus sad og kiggede på Michael, og AZ ’67 kiggede på mig. Min første berøring i kampen var en flugter mellem benene på Troels Rasmussen. Jeg lavede to mål i første halvleg og Michael to i anden. AGF var stærke dengang, men de blev altså kørt rundt. Det var en superkamp, der indikerede, hvordan Brøndby spillede fodbold,” siger Anders Sundstrup.

Både gennem placering og spil havde Brøndby IF fra første sæson manifesteret sig som et hold og en klub, der skulle regnes med i 1. division.

Brøndby blev ved med at sætte nye standarder uden for banen. AZ ’67-opkøberne blev så opsatte på at hente Anders Sundstrup, at de betalte 835.000 kroner for at få ham til Holland – dengang et enormt beløb, som dog blev overgået med længder i sommeren 1983, da det var blevet umuligt at holde på Michael Laudrup. Han skiftede til Juventus, som lagde godt tre millioner i Brøndbys klubkasse. 
Michael Laudrup kom først tilbage til Brøndby i 2002, da han startede sin cheftrænerkarriere, men Anders Sundstrup vendte hjem et par år senere og var med til vinde klubbens første mesterskab.

”Jeg var heldig at være med til at vinde det første mesterskab i 1985. Det kom måske endda lidt senere, end de havde regnet med…” siger Sundstrup.

Det var blevet til fjerdepladser i 1983 og 1984, så Brøndby holdt det stabilt høje niveau, som klubben havde vist allerede i 1982. Dengang lukkede Tipsbladet sæsonen med en gennemgang af alle hold i 1. division, og om Brøndby lød det:

”19 spillere på kontrakt næste år! Og så på et tidspunkt, hvor hovedparten af klubberne i betalt fodbold belaver sig på at skære ned. Nej, nu lider de da vist af storhedsvanvid derude i Brøndbyerne. Mon ikke mange har tænkt i de baner, da klubben med den kometagtige karriere i dansk fodbold ridsede perspektiverne op for den kommende sæson. Brøndbyerne er næppe en klub, der lønner under gennemsnittet for 1. division, så hvor i alverden får de pengene fra? Nej, en dag kommer de til at betale prisen. Som så mange andre før dem. Så bliver der nedskæring over hele linien, sandhedens time for en klub, der havde pustet sig op til noget større, end den i virkeligheden var.”

Det var Brøndby ikke.

Der skulle gå mange år, før luften gik af ballonen i en af de mest visionære klubber, dansk fodbold har set.

Truppen:
18 spillere – færrest af alle hold i 1. division – fik spilletid for Brøndby IF i Danmarksturneringen i 1982. Fire af spillerne var med i alle 30 kampe, og tre af dem, Peter Hertz, Brian Chrøis og Michael Laudrup, spillede dertil samtlige 90 minutter i hver kamp
Peter Hertz: 30
Brian Chrøis: 30
Michael Laudrup: 30
Anders Sundstrup: 30
Ole Østergaard: 29
Bjarne Jensen: 29
John Widell: 27
John Frandsen: 25
Steen Jørgensen: 25
Jim Stjerne Hansen: 24
Ib Gregers Hansen: 21
Flemming Hansen: 17
Claus Christensen: 15
Ole Nørrevang: 15
Lars Vang Jensen: 8
Lennart Olsen: 5
Jan Thomsen: 4
Lasse Jacobsen: 1

Mål
Brøndby lavede 57 scoringer i de 30 turneringskampe, og det antal overgik kun søvlvinderne fra AGF med 61. På topscorerlisten var Brøndby også godt repræsenteret. Vejles Ib Jacquet lavede 20 mål efterfulgt af Vilhelm Munk Nielsen fra OB med 16, og så delte B93’eren Lars Francker og Michael Laudrup tredjepladsen med 15 scoringer.

Michael Laudrup: 15
Brian Chrøis: 14
Anders Sundstrup: 10
Steen Jørgensen: 6
John Frandsen: 4
Flemming Hansen: 3
Ole Østergaard: 2
Jim Stjerne Hansen: 1
Bjarne Jensen: 1
Lars Vang Jensen: 1