Video : Tipsbladet
Superliga

Nu spiller de for chefens og egne jobs i Brøndby

Der er ikke meget ved at slå FC Midtjylland, når Brøndby i kampen efter med al tid i verden til forberedelse i landsholdspausen spiller en så pauver første halvleg, som man gjorde i Århus.

ÅRHUS (Tipsbladet): Hvem var det nu lige, Brøndby stillede med på den centrale midtbane mandag aften mod AGF?

Jo jo, vi kunne godt læse startopstillingen og se, hvem der løb rundt derinde, men Brøndby var nærmest ikke med i fodboldkampen denne oktober-aften i Århus i den første time, indtil indskiftningen af Noah Nartey og et naturligt dalende energiniveau hos AGF gav lidt mere plads.

Det er ingen skam eller katastrofe at smide point i Århus, hvor Brøndby som så mange andre Superliga-hold har haft det svært i flere år, og denne gang blev Brøndby-defensiven ikke spillet ren Bambi-på-glat-is, som man er blevet flere gange på det seneste.

Men det er alligevel svært bekymrende, at Brøndby kan være så langt væk, som man var især de første 45 minutter i Århus.

1-3 i Parken, 3-3 i Silkeborg og 1-4 i Farum lød de tre foregående udekampe i Superligaen, og selv om AGF ikke havde specielt mange store chancer og ikke burde have scoret tre mål, var der heller intet at indvende til de tre århusianske point.

Jesper Sørensen talte inden kampen på Viaplay om Brøndbys manglende stabilitet og at finde den, og så må alarmklokkerne ringe, uanset en fornem kollektiv indsats af AGF, at Brøndby først i slutfasen begyndte at true AGF for alvor med blandt andet Yuito Suzukis overligger-brag fra kort afstand.

Brøndby IF er seks point efter FC København og FC Midtjylland på den delte førsteplads, så intet er tabt eller nogen fortabt.

Men man er også nummer seks i Superligaen med fire nederlag, heraf i begge AGF-kampe, og 18 point i 12 kampe.

For et par uger siden blev sportsdirektør Carsten V. Jensen vist døren.

Og man behøver ikke være fodboldledelses-Einstein for at se, at et Brøndby med ejerne GFH i en mere central rolle, på jagt efter en ny sportsdirektør eller ny besætning omkring den rolle, ikke kommer til at se velvilligt på Jesper Sørensen, hvis resten af grundspillet også byder på halvandet point per kamp, endsige de resterende kampe i efteråret.

Bare smag på de kommende uger:

Weekendens derby mod FC København, efterfulgt af to kampe (den ene i pokalen) mod FC Midtjylland og en revanchekamp med FC Nordsjælland.

Læg dertil, at cheftræner Jesper Sørensen fik et rødt kort efter slutfløjtet, hvilket ikke er mindre dumt, end når spillere får det.

Med CV's exit og en generalforsamling næste mandag viste ejerne, at de er klar til at tage mere styring, og det er svært at konkludere andet, end at der nu er jobs på højkant – selvfølgelig cheftrænerens men også spillernes på et hold, der blev samlet for at vinde guld og komme i et Europa-ligaspil i 2024 eller 2025, ikke for at toppe om to-tre-fire år.

Det kan nærmest være ovre, når Brøndby lukker efteråret med Sønderjyske og AaB i slutningen af november, så der er ikke plads til flere svipsere eller offdays – og slet ikke på søndag mod FC København, med eller uden den karantæneramte cheftræner på sidelinjen.