FREDERIKSBERG (Tipsbladet): Der er ingen tvivl om, at FC København har skabt chancer nok i denne sæson, men det er ikke altid, at “løverne” har fået udnyttet chancerne godt nok.
Særligt én spiller virker umiddelbart til at have stor indflydelse på, om FC København scorer mål eller ej. Og det er Viktor Claesson.
Copenhagen Sundays kunne i weekenden dele en statistik, der viser, at FC København har scoret 11 mål i deres 675 minutter uden Viktor Claesson på banen i Superligaen, mens de har scoret 13 mål i hans 405 minutter på banen.
Det svarer til, at FC København scorer godt og vel dobbelt så meget pr. 90 minutter, når Viktor Claesson har været på banen
Og hvorfor det?
- Det ved jeg ikke, siger Viktor Claesson til Tipsbladet og den fremmødte presse med et smil efter tirsdagens træning og tilføjer:
- Jeg gør bare mit bedste, når jeg er på banen, og nogle gange er jeg kommet ind, hvor vi har vendt nogle kampe, og det ser bedre ud i statistikken. Jeg forsøger bare at gøre mit bedste. Jeg tænker ikke så meget på det.
Måske hænger det sammen med, at han er blevet brugt i en anderledes rolle som en slags 10er, mens han før har haft andre rolle.
- Den passer mig godt. Jeg kan også spille 8er eller 9er, men den passer mig godt, siger han selv i den forbindelse.
Senest scorede Viktor Claesson to gange i FC Københavns 3-1-sejr over Vejle Boldklub, og i den kamp startede han også inde for første gang siden 1. september.
- Som du siger har jeg ikke været valgt alle gange, men jeg får stadig kampe, og det har været fint den seneste tid, siger den svenske profil og tilføjer:
- Jeg bliver nok ikke så stresset over situationen, som jeg ville blive, hvis jeg var 20 år stadig. Men det er klart, at man vil altid spille og bevise, at man skal spille. Det vigtigste er at holdet vinder og spiller godt.
I den indeværende sæson har Viktor Claesson scoret fem mål og lagt op til to i 14 kampe for FC København.