Video : Tipsbladet
Superliga

AGF'er udpeger FCK og FCM: Alle er klar over det

De er side om side på førstepladsen, men det får ikke AGF til at tage favoritværdigheden på sig i forårets guldkamp.

ÅRHUS (Tipsbladet): Hvis der er noget, de er allergiske mod på AGF's træningsanlæg på Fredensvang, er det guldsnak.

AGF ligger nummer et, man er i pokalkvartfinalen, truppen er bredere end på noget tidspunkt i den moderne æra, men førstepladser og guld er absolut ikke favoritemnet her 38 år efter, man senest vandt DM.

Cheftræner Uwe Rösler var særdeles afdæmpet, da AGF senest spillede 1-1 hjemme med FC København og lige så godt kunne have vundet, og selv om det placerede AGF på førstepladsen i landsholdspausen.

Og det går igen hos spillerne.

Ikke fordi, de ikke vil vinde eller ikke tror på sig selv. Men nærmere fordi de med 17 runder tilbage ikke er favoritter til DM hos andre end de største og mest optimistiske fans.

- Man skulle være et skarn, hvis man ikke var tilfreds. Overordnet er vi fint tilfredse med den måde, tingene har udviklet sig og vores nuværende position. Men vi ser også nøgternt på mange af de præstationer, vi har leveret.

- Vi startede rigtig godt ud og spillede noget god fodbold, så havde vi fire uafgjorte på stribe, og så har det igen været lidt bedre. Det har været en del op og ned, og vi helt med på, at Superligaen er ekstremt jævnbyrdig. Vi har kun fire point ned til FC Nordsjælland på syvendepladsen, siger Frederik Tingager til Tipsbladet.

- Så vi skal passe på med at tro, at vi nu kan det hele. Og det er heller ikke sådan, vi gør det, eller vi er. Vi er meget stille og rolige, og nede på jorden. Sådan er vi som hold. Og så ved jeg godt, medierne gerne vil tegne det her billede af, at vi er nummer et, og så er guldet næsten hjemme. Men der har vi mere ro på. Vi har brug for at levere nogle flere gode præstationer og for at slutte året ordentligt af, siger AGF-stopperen.

Foto: Alamy

- Vi ved, at første spørgsmål for tiden handler om, at vi ligger nummer et, og hvad der så skal ske nu. Der glemmer man helhedsbilledet, hvor det er så tæt. Det er over en hel sæson, man skal gøre sig fortjent til at ligge i toppen.

På trods af deres udsving er FC København og FC Midtjylland fortsat favoritter til guldet, når man spørger uden for Århus, og det forstår Frederik Tingager udmærket.

- Vi ved, at de skrue på nogle knapper i løbet af januar, hvis det er det, de vil. Det ved vi jo godt. Vi er bare nødt til at holde skruen i vandet og arbejde på at være friske og undgå skader, siger Frederik Tingager.

I Tipsbladets gennemgang har vi anslået FC Københavns spillerbudget til at være på 250 millioner kroner i denne sæson og FC Midtjyllands på 180, hvilket er to-tre gange mere end AGF's.

Og selv om det ikke er løningerne og transfersummerne, der spiller kampene, gør det fortsat de to hold til favoritter, når man sprger Tingager.

- De er favoritter, hvis man kigger på guldbarometre, bookmakere og spillerbudgetter. Der giver det god mening, at andre er favoritter, og det er vi helt klar over. Der er ikke én i AGF og på holdet, der ikke er klar over det. Det skal vi slå, og vi har en stærk på vores koncept. Og hvis vi kan holde truppen skadesfri, ser det spændende ud, sier Frederik Tingager.

AGF og FC Nordsjælland mødes i Farum fredag aften i den første ligakamp efter landsholdspausen.