For første gang nogensinde er Danmark klar til kvartfinalerne i Nations League.
Med 0-0 ude mod Serbien sikrede Danmark andenpladsen i gruppe 4, hvor Spanien snuppede førstepladsen, og dermed venter der to spændende kampe for Brian Riemers tropper til marts, hvor kvartfinalerne afvikles.
Uanset hvad venter der en ordentlig udfordring for Danmark, der skal møde en gruppevinder. Danmark kan ikke trække Spanien, så de tre mulige modstandere er Portugal, Frankrig og Tyskland.
Det er på fredag klokken 12.00, at der trækkes lod til kvartfinalerne.
Udover Danmark er Kroatien, Italien og Holland de useedede hold i lodtrækningen.
Kvartfinalerne spilles over to kampe. Den første kamp finder sted den 20. marts, mens returkampen spilles den 23. marts.
Med aftenens avancement i Nations League har Danmark også sikret sig en ekstremt vigtig seedning i det øverste lag til VM-kvalifikationen.