Som Tipsbladet i lørdags kunne fortælle, har Randers i de seneste måneder bevæget sig tættere på at få en ny ejer.
Og muligheden er nu rykket så tæt på, at Randers' bestyrelse og ledelse på en generalforsamling mandag aften kunne fortælle, at man har underskrevet en hensigtserklæring med en ekstern investor om et køb.
En hensigtserklæring er noget væsentligt andet end en bindende købsaftale, men det er interessante perspektiver, der tegner sig for Randers FC, hvis en aftale går igennem.
Det fortæller sportsdirektør Søren Pedersen nærmere om her i et interview med Tipsbladet umiddelbart efter generalforsamlingen mandag aften.
Identiteten på investoren kan og vil Søren Pedersen ikke fortælle nærmere om.
Men hvis tingene former sig, som der har været lagt op til i mange og lange samtaler og forhandlinger mellem parterne, kan der åbne sig spændende muligheder for klubben.
- Det er mega-spændende. Det synes jeg virkelig, det er. Ellers tror jeg ikke, vi var gået så langt med dem her, siger Søren Pedersen til Tipsbladet.
- Jeg har en god fornemmelse af, at hvis det bliver til noget, så bliver det på samme måde, som vi arbejder nu. Vi får bare flere muligheder for at øge det sportslige budget og gøre nogle andre ting med vores faciliteter og med ungdomsakademiet, siger Søren Pedersen.
- De vil kunne komme ind og løfte vores budget, så vi har et Top 6-budget i Superligaen, siger Randers-direktøren.
Hvis en handel går igennem, vil det være en majoritet af aktierne, den nye investor køber, bekræfter Søren Pedersen.
Men om det falder på plads er endnu for tidligt at sige.
- Vi har haft en rigtig god dialog med den ene længere periode, og der er som sagt underskrevet en hensigtserklæring. Vi arbejder hen mod at få lavet den aftale, men om det bliver til noget, og hvornår det bliver, det har jeg svært ved at udtale mig om.
Superliga-klubben har i øjeblikket ikke et spillerbudget i Top 6 men umiddelbart uden for det niveau.
Superligaens fem økonomisk stærkeste klubber har budgetter mellem 70 og 250 millioner kroner, mens Randers FC har et budget omkring 35 millioner kroner.
Læs mere om Randers' og Superligaens budgetter her
Transfervindue i horisonten
Tidslinjen herfra er ikke lagt endegyldigt fast, og som Randers FC har formuleret pressemeddelelsen, virker det ikke nødvendigvis til, at en aftale falder på plads i løbet af de første par uger.
Omvendt kan det også være svært at forestille sig, forhandlingerne vil være et halvt år endnu, når Randers nu har meldt offentligt ud, og efter Søren Pedersens vurdering er der en bestemt tidshorisont, der giver mening for begge parter.
. Her på generalforsamlingen har vi sat en retning og fortalt om, at vi forhandler, og så må vi se, om vi bliver enige med dem. Om det tager en eller to måneder, det er måske ikke så afgørende. Det vigtige er, at det er den rigtige beslutning, der bliver truffet, siger Søren Pedersen.
- Jeg tror, deres ambition ville være, at man ville komme ind og rykke med noget i det kommende transfervindue, hvis vi bliver enige. Så jeg tror, at det mest sandsynlige er, at det sker omkring nytår eller inde i januar, hvis der sker noget, siger Søren Pedersen.
Tipsbladet kunne i weekenden fortælle, at der i sommer var to grupper, der så nærmere på en investering i Randers FC, den ene med afsæt i USA og den anden fra Storbritannien.
I Randers FC's pressemeddelelse nævnes det til sidst, at Randers vil se på andre muligheder, hvis de nuværende forhandlinger ikke fører til en aftale.
Det kunne meget vel pege i retning af den lokale løsning, Tipsbladet tidligere har skitseret som en mulighed.
Randers har i år af egen drift undersøgt markedet for potentielle investorer. Klubben har flere gange tidligere været i forhandlinger og forløb med udenlandske investorer, uden en aftale er kommet i hus.