Video : Tipsbladet
Landshold

Tillykke Brian! Her er dit helt store problem!

- Danmark fik det de kom efter, men Brian Riemer skal have løst, hvordan Danmark skaber flere chancer i åbent spil, mener Tipsbladets chefredaktør Allan Olsen.

UDE GODT - HJEMME BEDST, hedder det, men for det danske landshold er det 'ude forfærdeligt - hjemme ok'.

Ikke siden oktober 2023 har det danske landshold vundet en kamp uden for de danske grænser - og nej, det lykkedes så heller ikke mod Serbien.

Ja, ja - med et 0-0-resultat som udbytte af turen til den sydlige del af Serbien fik Danmark lige præcis indfriet ambitionerne i Nations League, nemlig kvalifikation til kvartfinalerne.

SÅ LANGT SÅ GODT. Danmark var vel det næstbedste hold i gruppen efter suveræne Spanien, så på den måde er missionen løst. En lille fjer i hatten til den nytiltrådte landstræner, Brian Riemer, men med de rette roser til Lars Knudsen, der hentede størstedelen af pointene.

Så jo, på den led er der masser at glæde sig over - og det er der sådan set også, hvis man holder af at se et dansk landshold spille en ret ferm forsvarskamp.

Der var tider, hvor Danmark var belejret, men både Victor Nelsson og Jannik Vestergaard var konger i luftrummet, mens Mads Roerslev ofte kom ind fra back-positionen og var en stærk backup på bagerste stolpe, når kampens spiller Andrija Živković igen og igen slog kuglen ind i feltet.

Skal vi ikke bare sige, at lige præcis de tre overbeviste de fleste skeptikere. Også undertegnede. Til gengæld var Victor Kristiansen temmelig rundtosset efter duellen med Andrija Živković. Av, av.

RESTEN? Tja, en letbenet dansk midtbane blev overløbet i første halvleg, hvor fornemmelsen helt klart var, at det ikke kunne blive ved med at gå godt, men godt forsvarsspil og gode aktioner fra Kasper Schmeichel holdt Danmark inde i kampen.

Danmark levede på kontraangrebene, og paradoksalt nok havde Mikkel Damsgaard den største mulighed, men den fik Aleksandar Mitrović reddet på stregen.

Yussuf Poulsen og Christian Eriksen noterede sig også for et par afslutninger, men ellers var der edderhakkeme langt mellem snapsene, når det kom til etableret dansk angrebsspil.

Indsatsen var klart bedre i anden halvleg, hvor lokummet ikke brændte helt så meget - og hovedet var mere køligt hos danskerne, der kontrollerede og kæmpede det ene point hjem.

Foto: Alamy

DET BLEV - måske som forventet - en røv-besværlig kamp for Danmark, og al Brian Riemers snak om, at Danmark ikke kunne spille på 0-0, men operere mellem de serbiske kæder, forsvandt et eller andet sted i en kælder på Balkan...

RESULTATERNE ER som bekendt konge, og vigtigst er sådan set, at Danmark nu får en topseedning til VM-kvalifikationen. Det er absolut bestået og godt for dansk fodbold.

Men det kan heller ikke være urimeligt at sige, at det danske landshold ikke ligefrem er en charmetrold i den nuværende udgave. Specielt er manglen på noget magi i den offensive del en stor mangelvare - og lige præcis her ligger Brian Riemers største opgave.

Hvordan skal den danske offensiv udfolde sig - og hvordan får vi skabt nogle flere chancer i åbent spil?

Det kan Danmarks nye landstræner passende bruge sin juleferie på at finde ud af, for det er hans helt store udfordring.