Cheftræner Kent Nielsen var "overrasket som alle andre", da han tirsdag blev orienteret om, at Silkeborg IF er på vej mod et salg af aktiemajoriteten.
Det siger han i et interview med TV 2 Sport og TV Midtvest.
Amerikanske Trivela Group overtager 80 procent af aktierne i selskabet bag fodboldklubben, hvis salget bliver godkendt på en ekstraordinær generalforsamling i december.
Kent Nielsen vil afvente og se, hvad der sker. Han har kontrakt frem til sommeren 2026.
- Jeg har overvejelser. Selvfølgelig har jeg det. Men tiden må vise, hvilken vej man går. Jeg er dog meget rolig omkring det og stoler på, at der ikke bliver pillet det store ved mit arbejde.
- De resultater, vi har opnået, taler for sig selv. Og jeg tror ikke på, at der er behov for kæmpe revolutioner i Silkeborg IF, siger Kent Nielsen til TV 2 Sport og TV Midtvest.
Tidligere tirsdag slog Silkeborg-direktør Kent Madsen over for Ritzau fast, at der ikke er lagt op til store ændringer i den sportslige organisation og på trænerbænken.
- Overskriften på det hele må være "business as usual", mener Kent Madsen.
62-årige Kent Nielsen overtog trænersædet i Silkeborg i 2019.
De seneste fem år er det blevet til et sæt bronzemedaljer og ellers placeringer som nummer fire til syv i Superligaen. Klubben er desuden forsvarende pokalvinder.
/ritzau/