En flot karriere er forbi.
37-årige Søren Rieks meddeler fredag middag, at han har valgt at indstille sin aktive karriere. Danskeren har siden 2018 repræsenteret Malmö FF, som også blev karrierens sidste arbejdsgiver.
Søren Rieks har blandt andet vundet fire mesterskaber og spillet Champions League med Malmö FF.
- Jeg er utrolig taknemmelig for alt, jeg har oplevet i Malmö FF, og at kunne træde ud på et fyldt stadion har været et privilegium. Fansene er fantastiske, og alle de fodboldrømme, jeg havde som barn, er blevet opfyldt i løbet af mine syv år, siger Rieks til klubbens hjemmeside og tilføjer:
- Det har selvfølgelig været en svær beslutning at tage. Det markerer en afslutning på noget, men samtidig har jeg altid sagt, at den dag, jeg ikke kan give alt til træning, så er det bedst at stoppe.
I Danmark er Esbjerg fB Søren Rieks' hjerteklub, og han er noteret for 159 kampe for vestjyderne. Han har også tørnet ud for IFK Göteborg og NEC Nijmegen.
Søren Rieks har desuden spillet fire A-landskampe for Danmark og scoret to mål.