Video : Tipsbladet
Superliga

Dagen derpå: Stor usikkerhed om flere FCK-spillere

Der er ikke meget nyt at berette om skadessituationen i FC København.

FREDERIKSBERG (Tipsbladet): Hvor galt står det til med Andreas Cornelius? Er Viktor Claesson blevet skadet? Er Robert klar igen? Og hvad med Thomas Delaney?

Spørgsmål er der nok af i FC København i kølvandet på en hård uge, der har budt på opgør mod Silkeborg IF i Superligaen og Istanbul Basaksehir i Conference League. 

Torsdag aften måtte Andreas Cornelius udgå med en skade, mens Viktor Claesson var i store smerter mod slutningen af kampen. Thomas Delaney og Robert var begge fraværende.

Og hvad er så status fredag eftermiddag - to døgn inden udekampen mod AGF?

- Helt ærligt så er status, at jeg ikke har nogen status. Der er flere spillere fra i går, hvor beslutningen, om de skal spille på søndag eller ej, bliver taget enten i morgen eller på selve kampdagen. Vi gør alt, hvad vi kan, og jeg vil ikke udelukke nogen, siger Jacob Neestrup til Tipsbladet.

FC København måtte også undvære Pantelis Hatzdiakos mod Istanbul Basaksehir, men det var heldigvis grundet lykkelige omstændigheder. Grækerens bedre halvdel gik i fødsel, og det var naturligvis vigtigere end fodbold. Midtstopperen må forventes at være med mod AGF.

Nicolai Boilesen, Roony Bardghji og Rasmus Falk er langtidsskadede. Birger Meling træner fuldt med igen.