Video : Tipsbladet
Serie A

Fordobler lønnen: Tidl. AGF-stjerne scorer kassen

Yann Aurel Bisseck imponerer for Inter, som forgylder den tidligere AGF'er med en ny kontrakt.

Yann Aurel Bisseck var en stor stjerne i AGF, og han er ved at blive det samme i Inter.

Tyskeren får pænt med spilletid i den italienske storklub, og onsdag var han banens bedste, da Inter vandt en imponerende 1-0-sejr over Arsenal i Champions League. 

Belønningen ser ud til at være på vej.

Flere medier i Italien skriver, at Yann Aurel Bisseck er tæt på at forlænge sin kontrakt med Inter, der er klar med en lang aftale og ikke mindst en klækkelig lønforhøjelse.

Midtstopperen fordobler ifølge Gazzetta dello Sport sin løn, så han kommer til at tjene godt 11 millioner kroner om året. 

- Vi har været i kontakt, og vi afventer en melding. Jeg håber, det falder på plads snart, siger den tidligere AGF-spiller om sin kontraktsituation.

23-årige Yann Aurel Bisseck kom til Inter for 52 millioner kroner, og han har foreløbig spillet 32 kampe og scoret 2 mål for Milano-klubben.

Der har desuden været skriverier de seneste dage om, at Tysklands landstræner Julian Nagelsmann holder et vågent øje med Yann Aurel Bisseck, som kan stå foran at blive udtaget til det stjernebesatte tyske mandskab i nærmeste fremtid.